PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/lm-byg-a-s-udf%C3%B8rer-50-000-kvadratmeter-r%C3%A5husentreprise-p%C3%A5-%C3%B8resund-strandpark-23081

LM Byg A/S udfører 50.000 kvadratmeter råhusentreprise på Øresund Strandpark

Pressemeddelelse oktober 31, 2016 Bolig Øresund strandpark Råhusentreprise LM Byg A/S Rejsegilde

Fjorten måneder efter at LM Byg A/S som ansvarlig for råhusentreprisen sendte gravemaskinerne i jorden på et af landets største aktuelle boligbyggerier med 440 nye boliger og parkeringsanlæg ved Amager Strand, vajer krans og stage nu over råhusene til de første femetagers boligblokke

Klar til rejsegilde på Øresund Strandpark

- Arbejdet med råhusentreprisen kører efter planen, og vi følger nøje bygherrens ambitiøse tidsplan på det store boligprojekt ved Amager Strand. Vi har afsluttet arbejdet på de første to etaper, der skal huse 195 boliger med indflytning i foråret næste år, vi er godt på vej med tredje etape, og forventer som aftalt at aflevere den femte og sidste etape medio 2017.

Det er Hans Anker Nielsen, administrerende direktør i LM Byg A/S, der i forbindelse med rejsegilde på Øresund Strandpark gør status over arbejdet med råhusentreprisen på et af landets største aktuelle boligbyggerier – et byggeri, der foruden et underjordisk parkeringsanlæg på 8.000 kvadratmeter omfatter 42.000 etagemeter til 440 boliger fordelt på fire blokke og et fjorten etagers højhus.

Hans Anker Nielsen fortæller videre, at råhusentreprisen på Øresund Strandpark, der med en entreprisesum på 230 millioner kroner omfatter jord- og ledningsarbejder, in-situ beton samt levering og montering af betonelementer og badekabiner.

Han tilføjer, at byggeriet, der er tegnet af Henning Larsen Architects, opføres af Skanska med Sjælsø Management som ansvarlig for byggestyringen og Sweco som rådgivende ingeniør, og fortsætter:

- Vi er i LM Byg A/S stolte over med implementering af en ambitiøs køreplan for råhusentreprisen at indfri forventninger til kvalitet, tid og pris, ligesom det glæder os overfor så kompetente samarbejdspartnere at kunne understrege vores kompetencer som specialiseret hoved- og råhusentreprenør.

- Men, understreger Hans Anker Nielsen fra LM Byg A/S afslutningsvis, vores succes skyldes først og fremmest medarbejdernes flotte indsats med konstant fokus på sikkerhed og planlægning i et godt samarbejde med en yderst professionel bygherre.

Rammetekst:

Fjorten måneder efter at LM Byg A/S som vinder af råhusentreprisen på Øresund Strandpark gik i jorden på den tomme mark, vajer krans og stage over de første to boligblokke med 195 lejligheder, der skal stå klar til indflytning allerede til foråret.

Det samlede byggeri med 440 boliger fordelt på 42.000 kvadratmeter i fire boligblokke og et fjorten etagers højhus samt et underjordisk parkeringsanlæg på 8.000 kvadratmeter til 210 biler skal stå klar i slutningen af 2018.

Kontakter


Emner


Bolig Øresund strandpark Råhusentreprise LM Byg A/S Rejsegilde