PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/eksklusiv-mahogni-kultur-p%C3%A5-vej-2217

Eksklusiv mahogni-kultur på vej

Pressemeddelelse januar 30, 2006 Hus og Have

Sammen med Danmarks førende arkitekter har KASTRUP Vinduet udviklet en moderne vinduesserie i mahogni, der er særpræget, men som udtrykker helhed og harmoni

Sorthoej7
De er ikke bare elegante, der er også tænkt på detaljerne i den nye KULTUR-vinduesserie fra KASTRUP Vinduet A/S i Skive.
KULTUR-vinduet har massiv ramme i sipo-mahogni, som har en varm og gylden glød. Vinduerne kan være lange og smalle eller brede, bestående af to eller flere fag. Derudover kan særlige, skrå vinduespartier være med til at give et hus et elegant, men også særpræget udseende, som netop kendetegner nutidens bygningskultur.

- De smalle rammer i det smukke, mørke træ gør KULTUR-vinduet arkitektonisk til noget helt specielt. Vinduerne er blandt andet sat i et nyt andelsboligbyggeri ved Limfjorden, hvor de er smarte, men også harmoniske på grund af træets gyldne glød, forklarer direktør Ole Iversen.

Rammetræet er skabt af massive mahognistave, mens karm-trædelen er fingerskåret, knastfrit kernetræ i fyr. Ud over et pletfrit udseende giver det også vinduerne en usædvanlig bestandighed, idet det stavlimede, massive kernetræ ikke kaster sig, men holder formen langt bedre end almindelige fyrretræsvinduer.

KASTRUP Vinduet har også elimineret et svagt punkt, man ellers ser ved træ- og nogle træ-aluvinduer.
- Normalt vil der altid efter nogen tid gå råd og svamp i bundfalsen i trævinduer. Men vi har bygget KULTUR-vinduet op, så det er aludelen, der udgør bundfalsen, og derfor undgår man råd og svamp, siger Ole Iversen.
Der er derudover monteret en gummiliste, der lukker af mellem træ og aluminium, så træet på karmen ikke kommer i berøring med udeklimaet. Det er også med til at forhindre råd og svampeangreb.

På KULTUR-vinduerne er det trædelen, der er rammens bærende del. Det giver den store fordel, at vinduet har en rigtig god isoleringsværdi, idet træ isolerer bedre end aluminium.
- KULTUR-vinduerne lever fuldt ud op til bygningsreglementets krav til isoleringsværdi, også når kravene bliver strammet her til foråret og igen om to år, lover Ole Iversen.

Der er normalt fem års garanti på KASTRUP træ-aluvinduer. Det er der også på KULTUR-vinduerne. Men der kan på alle KASTRUP-vinduer gives helt op til 10 og 15 års garanti, hvis man indgår en særlig serviceaftale, der indebærer, at KASTRUP Vinduet selv forestår og sikrer, at vedligeholdelsen foregår efter forskrifterne.

KULTUR-serien vises frem på byggemessen ”Byggeri 2006” i Fredericia, 21.-24. marts.


Yderligere oplysninger hos direktør Ole Iversen, KASTRUP Vinduet A/S, Fabriksvej 5,
7800 Skive. Tlf.: 702 66 702; e-mail: [email protected]
Eller hos salgschef Lasse Kastrup; e-mail: [email protected]

Billedtekst:
De nyopførte andelsboliger ved Limfjorden illustrerer tydeligt, hvordan de moderne KULTUR-vinduer tilfører et byggeri helhed og harmoni.

Kontakter


Emner


Hus og Have