JOKAN SYSTEM A/S SKIFTER EJER
Pressmeddelande juni 1, 2006 BusinessJokan System A/S, der har kernekompetence inden for automatiserede transport- og håndteringsløsninger til blandt andet den automotive industri, pakke- og postcentre, lufthavne og produktionsindustrien, er solgt og fortsætter som ejerledet, dansk virksomhed.
Den samlede aktiekapital i Jokan System A/S, der blev etableret af den hidtidige ejer Poul Johansen i 1970 med den klare vision og målsætning at udvikle, levere og servicere komplette funktionsanlæg, er overdraget til Henrik Frisch, tidligere koncerndirektør i Toms Gruppen A/S.Poul Johansen, der igennem en lang årrække har været bosat i Skotland, realiserede hurtigt sin vision og byggede virksomheden op med nære relationer til både leverandører og de hovedkunder, der fortsat er bærende for virksomhedens omsætning.
”Det er med vemod, at jeg må erkende, at en driftig virksomhed ikke kan drives fra en gård i Skotland”, siger Poul Johansen og fortsætter: ”Gennem alle år har jeg nydt det store privilegium at arbejde sammen med engagerede og fagligt stolte medarbejdere, og jeg har altid kunnet stole på, at vi sammen havde et fælles mål, og at vi gik vejen sammen.
Jeg ved, at Jokan System i kraft af sine kvaliteter såvel teknisk som menneskeligt kan udvikles yderligere. Virksomhedens tarv har altid ligget mig stærkt på sinde, og derfor er det en glæde at kunne aflevere stafetten til en ny ejer, der ser de samme muligheder.
Jeg anser Henrik Frisch for at være den helt rigtige arvtager. Han har erfaring fra tidligere jobs i teknisk orienterede virksomheder, og jeg ved fra vore samtaler, at han også vil stræbe efter at videreføre det nære og lydhøre samarbejde med både kunder, leverandører og medarbejdere. Henrik Frisch kommer med den viden og de erfaringer, der er nødvendige for virksomhedens ekspansion. Den erfaring besad vi ikke selv internt”, slutter Poul Johansen.
Henrik Frisch, der er opvokset og har tilbragt sine ungdomsår i Randers, fortsatte efter sin Cand. Merc-uddannelse i Århus til bl.a. Krüger A/S, Brüel & Kjær A/S, Scandlines A/S og har de seneste 6 år haft ansvaret som koncerndirektør i Toms Gruppen A/S.
”Med erhvervelsen af Jokan System A/S ser jeg frem til at arbejde som ejer og leder af en virksomhed, som er en af de bedste i branchen”, siger Henrik Frisch. ”Jokan System har i kraft af sin historik, sine spidskompetencer hos hovedkunder i konstant udvikling samt loyale og engagerede medarbejdere et betydeligt udviklingspotentiale.
Poul Johansen har med sit åbenbare talent som igangsætter skabt en dynamisk og bæredygtig kultur, som jeg vil glæde mig til at videreføre. Jeg har stor respekt for det, virksomheden har formået, og vil fortsætte i samme ånd overfor såvel kunder, leverandører som medarbejdere”.
Kontakter
Adm. dir. Henrik Frisch
Jokan System A/S✉ hfr@j******* Visa...
☎ +45 8******** Visa...
http://www.jokan.dk
Ämnen
Business