PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ny-brancheforening-vil-styrke-dansk-lystfiskeri-26939

Ny brancheforening vil styrke dansk lystfiskeri

Pressemeddelelse januar 20, 2022 Lystfiskeri Brancher

Dansk Lystfiskeri er navnet på den nystiftede brancheorganisation, som samler alle virksomheder, der arbejder aktivt med lystfiskeri og lystfiskere i Danmark. Eksempelvis fiskesøer, grejproducenter og -butikker, turbåde, selvstændige fiskeguider og -turisme.

DanskLystfiskeri bestyrelse portrait

Den 19. januar 2022 var der stiftende generalforsamling, og opbakningen var tydelig at mærke. På trods af mange coronarelaterede afbud var omkring 70 nøglepersoner fra danske lystfiskervirksomheder mødt op på Lundsgård Gods i Kerteminde.

– Udviklingen af lystfiskeriet kan ikke ske uden, at grundlaget i form af fisk og natur er til stede, og arbejdet med at sikre den del, er derfor en også en helt naturlig del af det arbejde, der ligger forude for Dansk Lystfiskeri, forklarer Christen Stenild, direktør for fiskegrejsgrossisten Pure Fishing.

Større gennemslagskraft

For Danmarks Sportsfiskerforbund bliver det en styrke at få et tættere samarbejde med den kommercielle gren af lystfiskeriet, understreger forbundets formand, Torben Kaas:

– Vores stemme trænger bedre igennem på Christiansborg, når vi kan redegøre for lokaløkonomi, skattegrundlag og arbejdspladser forbundet med lystfiskeri. Brancheforeningen kan hjælpe os med at få de tal med til forhandlingsbordet. For Danmarks Sportsfiskerforbund giver den kommercielle tilgang os nogle nye argumenter ved siden af naturhensynet og befolkningens ønsker om rekreative oplevelser ved vandet.

Claus Eriksen, direktør for fiskegrejsbutikkerne Go Fishing, bakker ligeledes op:

– Vi er rigtig mange, der tjener penge på, at der er fisk i vores vande, men det er de færreste af os erhvervsdrivende, som aktivt bidrager til at understøtte bestandene. Jeg tror, vi kan nå virkelig langt, når vi kommer til politikerne med både en grøn og en økonomisk vinkel på den samme dagsorden – at fremme vores fiskebestande. Min erfaring er, at Danmarks Sportsfiskerforbund og lystfiskererhvervet hver især kan åbne forskellige døre på Christiansborg, og til sidst bliver det svært for politikerne at lukke døren igen. Indsatsen for flere fisk er dog kun ét af flere formål, som Dansk Lystfiskeri er sat i verden for at tjene, understreger Claus Eriksen.

Brancheforeningens overordnede formål er naturligt at varetage medlemsvirksomhedernes erhvervsmæssige og økonomiske interesser – blandt andet ved at fremme både antallet af lystfiskere og fiskebestande i Danmark. Foreningen forbereder også tiltag, der har fokus på at udvikle branchen og fortsat skabe vækst og øget grundlag for erhvervet.

Organisationen kommer til at være et naturligt centrum for fælles projekter i branchen såvel som at være branchens politiske talerør. Blandt andet forventer Dansk Lystfiskeri at sidde i Fiskeristyrelsens paragraf 7-udvalg, hvor vigtige politiske beslutninger om fiskeri og forvaltning af fiskevande i Danmark træffes.

Kampvalg i Kerteminde

I Kerteminde blev der talt bredt om nødvendigheden af en sådan organisation og de mange indsatsområder, der er at tage fat på fremadrettet. Ud over formalia såsom godkendelse af vedtægter og fastsættelse af kontingent, blev foreningens bestyrelse valgt ved et kampvalg, der gav en del spænding i salen.

Dansk Lystfiskeris bestyrelsesformand, Peter Lyngby, glæder sig over brancheforeningens brede opbakning:

– Efter knap et års forarbejde er stiftelsen af brancheforeningen en historisk dag for lystfiskeri i Danmark. Med opbakning fra både producenter af fiskeudstyr, grossister, detailbutikker, NGO’er, turbåde, mediefolk og fiskesøer har vi fuld tillid til, at Dansk Lystfiskeri hurtigt får vokseværk. Nu er vi klar til at tage arbejdshandskerne på og begynde arbejdet for at forbedre fiskemulighederne for alle lystfiskere i Danmark.

For yderlige info kontakt Dansk Lystfiskeri: [email protected]

Bestyrelsesformand, Peter Lyngby telefon 2888 8423.

Pressebilleder fra Dansk Lystfiskeri kan downloades: https://we.tl/t-PPn4Zzx0vu

Skal ved brug krediteres hhv. Marie Brandt og Christian Flinker.

Kontakter


Emner


Lystfiskeri Brancher