PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/stor-stigning-i-uheld-med-uopm%C3%A6rksomme-bilister-22778

Stor stigning i uheld med uopmærksomme bilister

Pressemeddelelse juli 12, 2016 Forsikring Biluheld Motor & Transport Uheld og skader Uheld Bilforsikring Biler Bilister Ald Mobil Mobil tilbehør Leasing

Mobiltelefonen, radioen og snak med passagererne i bilen forstyrrer os mere og mere. En ny opgørelse viser en markant stigning i skader og ulykker, hvor bilisternes uopmærksomhed spiller en vigtig rolle. Stigningen kommer på trods af, at vi danskere gennem kampagner og artikler er blevet advaret om, hvor farligt det er at være uopmærksom bag rattet.

Uopmærksomhedsuheld stiger - bilist sender SMS under kørsel
Mobiltelefonen, radioen og snak med passagererne i bilen forstyrrer os mere og mere. En ny opgørelse viser stor stigning i skader og ulykker, hvor bilisternes uopmærksomhed spiller en vigtig rolle. Foto: iStock.com/Geber86

Vi tjekker sms’er, taler i håndholdt mobil og roder med radioen, mens vi kører. Og alt for ofte går det galt: På fem år er antallet af uheld, hvor uopmærksomhed hos bilisten spiller en vigtig rolle, steget med 20 procent. Det viser en ny opgørelse på baggrund af samtlige indberetninger af skader til ALD, et af Danmarks største leasingselskaber. Og stigningen kommer på trods af, at vi i den samme periode gennem massive kampagner har fået at vide, at vi skal koncentrere os om at køre bil, når vi sidder bag rattet.

- Uheldene burde være faldet men er i stedet steget. Vi har åbenbart tabt fokus på det gode budskab om, at køre bil når vi kører bil, samtidig med, at vi får flere og flere muligheder for at distrahere os selv. Ikke mindst med vores smartphones. Det er en trist udvikling, når man tænker på, hvor grueligt galt det kan gå, siger Michael Jensen, direktør i ALD.

Uddrag fra forsikringsrapporterne taler da også deres tydelige sprog: ”Trafikken stopper, og det overser hun, da hun taler i telefon.” ”Skal sætte sin tlf. i holderen og ser ikke modpart som holder stille. Han påkører derfor modpart.” ”Han kører i overhalingsbanen. Han skal justere radioen og ser ikke at de forankørende bremser. Han påkører den forankørende, som støder op i den næste, som igen rammer den næste.”

Kører i blinde
Rådet for Sikker Trafik har beregnet, at hvis man kører 80 km/t og kigger på radioen eller mobilen i fire sekunder, svarer det til at køre 89 meter i blinde.

- Jeg tror, vi alle har set andre sidde og fumle med mobilen i hænderne, når de kører, og mange af os må nok indrømme, at det har vi også selv gjort. Men faktisk er det let at undgå med en håndfri installation og en aftale med sig selv om, at man ikke sms’er under kørslen, siger Michael Jensen, ALD.

Stiger 20 procent på fem år
Fra 2011 til 2015 stiger antallet af biler, der var årsag til et uopmærksomhedsuheld fra 30 til 36 pr. 1.000 biler på vejene, svarende til en stigning på 20 pct.

Antallet stiger også, hvis man ser på andelen af uopmærksomhedsuheld i forhold til samtlige uheld. Fra at ligge på 37 pct. i 2011 stiger andelen af uheld hvor uopmærksomhed spiller en afgørende rolle til 40 pct. i 2015.

- Konklusionen er, at vi må gøre endnu mere for at fortælle bilisterne om farerne ved uopmærksomhed. Vi kørte selv en kampagne med gode råd til vores bilister i 2014. Vi kan se på statistikken, at det hjalp, og det gentager vi nu, siger Michael Jensen, direktør i ALD.

Den afgørende faktor
ALD har trukket tallene ud fra skadesstatistikker fra ca 13.000 bilister. Bilisterne er bredt fordelt på geografi, køn og alder samt type af bil. Tallene dækker uheld og skader ved påkørsel af en modpart bagfra, køsammenstød, vognbaneskift, manglende overholdelse af vigepligt og overskridelse af vejmidten. Det er uheld, hvor uopmærksomhed ofte er den afgørende faktor for, at det går galt.


Gode råd til at undgå uopmærksomhedsuheld:

  • Start med at ændre din egen holdning så du kører bil, når du kører bil
  • Brug bluetooth til telefonen og sms ikke under kørslen
  • Rod ikke med radioen og saml ikke noget op i bilen, før du holder stille
  • Hav altid blikket rettet mod vejen og ikke på f.eks. din medpassager eller børnene på bagsædet
  • Hold afstand – 1/3 af alle ulykker er køsammenstød

Kilde: ALD

Yderligere oplysninger: Michael Jensen, kommerciel direktør, ALD Automotive, tlf. 30 17 70 13

  

Fakta og statistik:

Uopmærksomhedsuheld
Ved påkørsel af modpart bagfra, manglende overholdelse af vigepligt, overskridelse af vejmidte, vognbaneskift og køsammenstød

2011

2012

2013

2014

2015

Pr. 1.000 biler

30

32

38

35

36

I procent af skader og uheld

37

40

40

39

40

Statistikken er baseret på skadesstatistikker fra ca 13.000 bilister og dækker samtlige indberetninger af uheld til ALD Forsikring i perioden 2011 til 2015 undtaget småskader uden modpart. Bilisterne er bredt fordelt på geografi, køn og alder samt type af bil.

Se mere på:

www.ald.dk
www.sikkertrafik.dk/raad-og-viden/i-bil/uopmaerksomhed#BVuIllykul0x4bAj.97

  

Om ALD:
ALD Automotive er en af Danmarks største virksomheder inden for billeasing og flådestyring. ALD Automotive er ejet af den franske bank Société Générale og administrerer mere end 1 million firmabiler for kunder i 41 lande verden over – godt 19.000 i Danmark, hvoraf godt 13.000 er forsikret i ALD Automotives eget forsikringsselskab. Læs mere på www.ald.dk

Kontakter


Emner


Forsikring Biluheld Motor & Transport Uheld og skader Uheld Bilforsikring Biler Bilister Ald Mobil Mobil tilbehør Leasing


Uopmærksomhedsuheld stiger - bilist sender SMS under kørsel
Mobiltelefonen, radioen og snak med passagererne i bilen forstyrrer os mere og mere. En ny opgørelse viser stor stigning i skader og ulykker, hvor bilisternes uopmærksomhed spiller en vigtig rolle. Foto: iStock.com/Geber86
Hent | 9,47 MB | 4000 x 6000 | .jpg

Grafik: Uopmærksomhedsuheld stiger fra 2011 til 2015 - ALD
Fra 2011 til 2015 stiger antallet af biler, der var årsag til et uopmærksomhedsuheld fra 30 til 36 pr. 1.000 biler på vejene. Tallet er fundet ud fra skadesindberetninger fra 13.000 danske bilister hos leasingfirmaet ALD
Hent | 0,1 MB | 610 x 952 | .jpg

Uopmærksomhedsuheld stiger - Faktaark - ALD 12.07.16M
Vedhæftning til pressemeddelelsen "Stor stigning i uheld med uopmærksomme bilister"
Hent | 0,1 MB | .pdf

Zip og hent alle filer