PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/tinnitus-er-ikke-en-funktionel-lidelse-18221

Tinnitus er ikke en funktionel lidelse

Pressemeddelelse juni 6, 2014 Høreforeningen Tinnitus Funktionelle lidelser

Tinnituseksperter er enige om, at tinnitus er fysisk betinget, og mennesker med tinnitus skal derfor ikke have diagnosen ”funktionel lidelse”, hvor de risikerer at blive betragtet som psykisk syge. Det mener Høreforeningen.

Tinnitus fototilfritbrug

I de forløbne måneder har der kørt en debat i medierne om de såkaldte funktionelle lidelser, der ifølge Forskningsklinikken for Funktionelle lidelser er de sygdomme, det ikke er muligt at finde en fysisk årsag til, og som opstår som et samspil mellem psyken og fysikken.

Tinnitus er sammen med en lang række andre lidelser omtalt af klinikken som kronisk funktionelle symptomer, der er typiske for mennesker med funktionelle lidelser. Overlæge Emma Rehfeld fra Klinikken for Funktionelle lidelser fortalte i et indslag i Go’ Aften Østjylland fra den 8. april, at hvis tinnitus er kronisk, så er det funktionelt.

Eksperter afviser blankt

Høreforeningen har rådført sig med førende eksperter, der alle samstemmende afviser, at tinnitus er en funktionel lidelse.

Ture Andersen, overlæge på Audiologisk Afdeling, Odense Universitetshospital siger således:

– Tinnitus bør ikke rubriceres som en funktionel lidelse. I langt, langt de fleste tilfælde opstår tinnitus på basis af skader på hårcellerne i det indre øre. Ved en funktionel lidelse kan der jo netop ikke findes nogen forklaring på symptomerne, og det kan der, når det drejer sig om tinnitus.

Ture Andersen bakkes op af overlæge og speciallæge i øre-næse-halssygdomme Søren Vesterhauge og psykolog og tinnitusekspert Anne-Mette Mohr.

Høreforeningen undrer sig over, at tinnitus er kommet på listen over funktionelle lidelser, når der findes gode forklaringer på, hvorfor man får tinnitus. Tinnitus findes desuden på WHO’s diagnoseliste (H93.1).

– Vi ved, at tinnitus meget ofte udløses af for meget støj, og derudover er der en række andre fysiske årsager, så det giver simpelthen ikke mening at kalde tinnitus for en funktionel lidelse. Vi finder det derfor både uværdigt og helt forkert, at mennesker med kronisk tinnitus får diagnosen funktionel lidelse, og vi vil ikke finde os i, at vores medlemmer bliver puttet ned i en rodekasse med lidelser, som man ikke lige kan forklare. Tinnitus skyldes et fejl-signal i høresystemet, siger Høreforeningens formand, Majbritt Garbul Tobberup.

Høreforeningen er blandt andet bekymret for, at mennesker med tinnitus kan blive ringere stillet på en række områder, hvis de kommer under betegnelsen ”funktionelle lidelser” og dermed betragtes som psykisk syge. Det er fx påvist, at mennesker med en psykisk diagnose har sværere ved at tegne forsikringer, låne penge og få job. Det er også sværere at få adgang til en varig offentlig ydelse, da psykisk sygdom ikke bliver betragtet som en varig lidelse.

Høreforeningen har uden held forsøgt at få en kommentar fra overlæge Emma Rehfeld fra Forskningsklinikken for Funktionelle lidelser.

Yderligere information: Høreforeningens landsformand, Majbritt Garbul Tobberup, mobil 40 19 39 91, e-mail: [email protected]

Emner


Høreforeningen Tinnitus Funktionelle lidelser