PressPort logo
https://www.pressport.com/int/news/pressreleases/vm-i-danmark-2356

VM i Danmark

Press release March 1, 2006

150 hundeførere fra 40 forskellige lande kommer til VM for schæferhunde i Danmark

Vmfoto fundet i sporsoeg
Hvor mange lande kan prale af, at der holdes Verdensmesterskab i 2006? Det kan Danmark, hvor der i oktober afholdes VM for schæferhunde i Randers.

Der ventes mellem 7.000 og 10.000 tilskuere til den publikumsvenlige sport, og det bliver et nyrenoveret stadion i Randers, der kommer til at danne ramme om Verdensmesterskabet, der varer fra den 2. til den 9. oktober.

En dansk favorit er Lars Bo Jensens hund, Jabina Querry fra Odense, der fik sølv ved sidste års VM i Frankrig. Verdensmester blev den belgiske hund Eros van der Mohnwiese.  

- Det var første gang, Danmark fik en hund på sejrsskamlen, og det var et perfekt resultat at Danmark blev nummer to, året før vi selv skulle holde VM. Det kan ikke blive mere spændende, siger presseansvarlig Poul Meineche fra VM komiteen.

Omkring 150 hundeførere fra op imod 40 lande ventes at deltage i VM, og bookingen er i fuld gang på de hundevenlige kroer og hoteller i Midtjylland. Mange entusiastiske publikummer har allerede reserveret hotelværelser, for at være sikre på at kunne følge VM for menneskets bedste ven.

Både i ind- og udland trænes der flittigt i de tre discipliner, sporsøg, lydighed og forsvarsarbejde. Der vil blive afholdt en række indledende matcher i de enkelte deltagerlande, hvor der bliver udtaget 4-5 schæferhunde, og til juli vil deltagerlisten være klar.

Konkurrencerne foregår fra torsdag den 5. oktober til søndag den 8. oktober. Lydighed og forsvarsarbejde afholdes på selve Stadion, mens sporsøg, der er en langt mere arealkrævende disciplin, afholdes på et sted, der holdes hemmeligt for at stille deltagerne lige.

- Allerede nu har vi haft besøg af holdledere fra Østrig og Schweiz, som rejste hertil for at se på forholdene, og det siger noget om, at VM for schæferhunde er en sport der tages meget seriøst, siger Poul Meineche fra Randers, der har været ivrig schæfermand i 30 år, og selv er dommer i brugsarbejde samt udstillingsdommer.

VM-arrangøren, Schæferhundeklubben for Danmark har 4.500 medlemmer, og er den største underafdeling af Dansk Kennelklub med i alt 28.000 medlemmer.

Contacts


VM Presseansvarlig Poul Meineche

WUSV VM 2006 Schæferhundeklubben for Danmark
press************* Reveal...
40 37****** Reveal...

Subjects


Lifestyle