PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/rodekors/pressreleases/r%C3%B8de-kors-vi-mangler-m%C3%B8bler-og-k%C3%B8kkenudstyr-til-studerende-24619

Røde Kors: Vi mangler møbler og køkkenudstyr til studerende

Pressemeddelelse juni 14, 2018 Studiestart Genbrug RødeKors Møbler Studerende Unge

Studiestarten står snart for døren, men det kan hurtigt blive dyrt at flytte hjemmefra eller i ny bolig. Det vil Røde Kors gerne afhjælpe, men der mangler møbler til de kommende studerende.

Røde Kors møbler

Tusindvis af unge starter inden længe på et nyt studie og skal flytte hjemmefra eller i ny bolig. De mangler måske en sofa, en seng eller potter og pander, men det kan være en dyr affære at flytte. Derfor opfordrer Røde Kors nu alle til at rydde op i hjemmet og donere møbler og køkkenting, som kan få et nyt liv i et andet hjem.

”Vi tager meget gerne imod alt i vores lokale genbrugsbutikker, der kan gøre glæde hos de unge studerende, der snart skal til at skabe sig et hyggeligt hjem,” siger chef for genbrug i Røde Kors, Tina Donnerborg.

Genbrug hitter
Genbrug er et hit blandt danskere – især de unge. En analyse foretaget af Advice for Røde Kors viser, at unge mellem 18 og 35 år er dem, der går mest i genbrugsbutikker. Og 2017 blev det hidtil bedste år for genbrugsbutikkerne i Røde Kors med et overskud på over 65 millioner kr. Stigningen afspejler en voksende interesse for at aflevere og købe brugte ting. Og Røde Kors forventer, at især møbelsalget vil stige yderligere op til studiestart.

”Vi får allerede mange fine møbler og genstande fra folk, men vi vil gerne modtage endnu mere, så flere unge har mulighed for at skabe sig et hyggeligt og SU-venligt hjem. Lige nu ser vi mange steder, at møbelbutikkerne mangler køkkenudstyr, små reoler, senge og små spiseborde samt stole, da de unge i høj grad efterspørger dette,”
tilføjer Tina Donnerborg.

Møbler bliver til nødhjælp
Donationerne af brugte møbler er med til at gøre de studerendes hjem til deres helt eget og bidrager med både charme og sjæl, men det gavner også miljøet og mennesker, der har brug for hjælp:

”Det er super for alle parter. Når folk donorer møbler og andre genstande, så gavner det på flere områder. De studerende får mulighed for at købe billige og unikke møbler til deres nye bolig. Og pengene fra disse møbler gavner mennesker, der har brug for hjælp i Danmark og ude i verden,”siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.

Kontakt:
Chef for genbrug i Røde Kors: Tina Donnerborg: 35 25 93 01, [email protected]

Hvis du ønsker navn og nummer på en lokal butiksleder, der kan udtale sig om, hvad de unge især efterspørger hos dem, så kontakt Carina Simons på 24 20 99 66 eller [email protected]. Hun kan sætte dig i kontakt.

Billederne kan frit bruges mod kreditering af Røde Kors

Kontakter


Tina Donnerborg

Chef for genbrug i Røde Kors
tidon************ Vis...
35 25****** Vis...

Emner


Studiestart Genbrug RødeKors Møbler Studerende Unge