PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/rodekors/pressreleases/r%C3%B8de-kors-ingen-skal-st%C3%A5-alene-i-p%C3%A5sken-26241

Røde Kors: Ingen skal stå alene i påsken

Pressemeddelelse april 1, 2020 Røde Kors Corona Corona-virus

Også i påsken står Røde Kors klar med hverdagshjælp til danskere, der er isolerede på grund af coronavirussen. Det er også muligt at få nærvær og tryghed gennem SnakSammen, der tilbyder telefoniske samtaler til det store antal isolerede og karantæneramte.

Mange forbinder påskedagene med påskefrokost, nærvær og samvær med familie og venner. Men i disse dage, hvor alle danskere opfordres til at holde sammen ved at holde afstand, står Røde Kors klar til at hjælpe dem, der må blive indenfor i deres eget hjem.

Med flere end 15.000 frivillige står Røde Kors klar med hjælp til indkøb, afhentning af medicin på apoteket, hundeluftning og meget mere til dem, der må blive indendørs på grund af den nuværende coronasituation.

”Det ændrer ikke noget for os, at det bliver helligdag. Røde Kors’ netværk af frivillige er klar på at hjælpe, hvis der er nogen, der har brug for det. Påske eller ej,” siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.

Har man brug for hjælp, eller vil man melde sig som frivillig hjælper, skal man blot ringe ind til Røde Kors’ Hjælpenetværk på tlf. 3529 9660, hvor telefonen er åben hele påsken.

Få digitalt besøg af Røde Kors

Derudover har Røde Kors startet aktiviteten SnakSammen i samarbejde med Boblberg og med støtte fra TDC NET og Nordea Fonden. Det er en landsdækkende digital besøgstjeneste, der skal genetablere den menneskelige kontakt, som mange har mistet.

Alle, der gerne vil have et digitalt ”besøg”, kan via SnakSammen.dk booke en snak med en frivillig samtaleven. Begge parter får en sms og en e-mail med et link, når samtalen begynder – og man skal ikke installere besværlige programmer.

I SnakSammen er der både plads til at vende verdenssituation samt de mere tunge samtaler med brug for ro.

”Det er meget forskelligt, hvad folk ringer ind med. Nogen har bare lige brug for en snak og lidt nærvær, og andre døjer ekstra meget med ensomhed i disse tider, hvor vi skal holde afstand. Vores frivillige er klar til det hele,” siger Anders Ladekarl.

Ligesom hjælpen til de praktiske gøremål, så er tilbuddet med samtale gennem SnakSammen også tilgængeligt hele påsken.

”Der er ingen, der skal sidde alene i påsken uden at kunne købe ind eller uden at have nogen at snakke med. Røde Kors er klar med hjælp til både det praktiske og det sociale,” siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.

Læs mere om Hjælpenetværket her

Læs mere om SnakSammen her

Vedhæftet billede må benyttes med kreditering af Ulla Munch-Petersen.

Emner


Røde Kors Corona Corona-virus