PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/rodekors/pressreleases/r%C3%B8de-kors-kampagne-skal-f%C3%A5-unge-til-at-k%C3%B8be-flere-brugte-m%C3%B8bler-24707

Røde Kors-kampagne skal få unge til at købe flere brugte møbler

Pressemeddelelse juli 25, 2018 Røde Kors Studiestart Genbrug Genbrugsmøbler Møbler Unge Køkkenudstyr

Snart får tusindvis af unge svar på, om de er optaget på en videregående uddannelse. Det betyder, at mange unge skal til at flytte hjemmefra og indrette en bolig.

Røde Kors møbler 1

Unge venter lige nu i spænding på at få at vide, om de skal starte på et studie efter sommerferien. Snart skal mange af dem til at flyve fra reden og flytte hjemmefra eller i ny bolig. Og de mangler måske en sofa, seng eller potter og pander til deres nye hjem.

Genbrugsmøbler er en win-win-situation
En analyse foretaget af Advice for Røde Kors viser, at unge mellem 18 og 35 år er dem, der går mest i genbrugsbutikker for at købe tøj. Men ikke alle unge ved, at mange Røde Kors-butikker også handler med møbler.

Derfor kører Røde Kors lige nu en kampagne, der skal fortælle unge om møbelbutikkerne og få flere til at købe brugte møbler og andet til deres nye hjem. Til glæde for både de unge, miljøet og mennesker, der har brug for hjælp i Danmark og ude i verden.

”Det er super for alle parter. De unge får unikke møbler, accessories og køkkenudstyr til SU-venlige priser, hvor tingene er med til at give hjemmet et personligt udtryk, samtidig med at de støtter et godt formål,”siger generalsekretær i Røde kors, Anders Ladekarl.

Studiestartskampagnen foregår i alle Røde Kors-butikker, der handler med møbler og accessories. Nogle butikker har blandt andet lavet flytte hjemmefra-sæt med tallerkner, bestik og glas, mens andre genbrugsbutikker har særlige rabatter til de kommende studerende.

Flere møbler er velkomne
Samtidig opfordrer Røde Kors også alle til at rydde op i hjemmet og donere møbler og køkkenting, som kan få nyt liv i et andet hjem.

”Vi tager meget gerne imod alt, der kan gøre glæde hos de unge studerende, der netop nu har brug for nyt til hjemmet. Vi ser især stor efterspørgsel på køkkenudstyr, små reoler, senge og små spiseborde samt stole - så det vil vi rigtig gerne modtage endnu mere af i vores genbrugsbutikker,” siger Tina Donnerborg, chef for genbrug i Røde Kors.

Kontakter


Lotte Bach Andersen

Pressemedarbejder i Røde Kors
loand************ Vis...
61 20****** Vis...

Emner


Røde Kors Studiestart Genbrug Genbrugsmøbler Møbler Unge Køkkenudstyr