PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/rodekors/pressreleases/r%C3%B8de-kors-frivillige-er-hverdagens-helte-i-syrien-14233

Røde Kors frivillige er hverdagens helte i Syrien

Pressemeddelelse september 27, 2012 Humanitær

Trods risikoen for at blive skudt og dræbt stopper Røde Kors’ frivillige i Syrien ikke arbejdet med at hjælpe ofrene for borgerkrigen. Det fortæller generalsekretær Anders Ladekarl, der netop er vendt hjem fra Syrien.

Frivillige på arbejde i Syrien
Røde Kors' godt 2.000 frivillige i Syrien hjælper hver dag med at behandle de mange syge og sårede efter borgerkrigen.

Selvom kuglerne og granaterne fyger om hovedet på dem, insisterer de godt 2.000 frivillige i Syrisk Arabisk Røde Halvmåne på at fortsætte hjælpearbejdet i Syrien. Det fortæller generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl, der netop er vendt hjem efter fem dage i det borgerkrigshærgede land 

”Mødet med de frivillige har været den største oplevelse her. De risikerer hver dag deres liv for at hjælpe deres landsmænd. Det er de frivillige, der henter døde og sårede ud af konfliktzonerne,” siger han.

Indtil nu har 19 frivillige mistet livet i konflikten – seks af dem mens de var i gang med at hjælpe syge og sårede. 

Frivillig skudt tre gange under hjælpearbejdet

Særligt mødet med den kvindelige frivillige leder af én af Røde Kors’ 18 sundhedsklinikker gjorde indtryk på Anders Ladekarl.

”Jeg vil aldrig glemme Samo. Til trods for at hun tre gange er blevet skudt i løbet af konflikten – senest et alvorligt skudsår i maven – fortsætter hun med at hjælpe,” fortæller han tydeligt berørt.

Sundhedsklinikkerne ligger rundt omkring i Syrien. Her har de frivillige i kældre og forladte huse oprettet interimistiske operationsstuer, hvor syge og sårede strømmer til for at få hjælp.

Tre timer med raslebøssen hjælper sårbare i Syrien

De frivillige fortalte Anders Ladekarl, at de er bekymrede for de kommende måneder. Mange steder er de ved at løbe tør for medicin. Og inden længe står vinteren for døren, så der er brug for tæpper og varmt tøj til de mange mennesker, der lige nu mangler tag over hovedet.

”Når man oplever lidelser som i Syrien, så føler man sig hjælpeløs. Men det er vi heldigvis ikke. Jeg lovede Samo og hendes fantastiske frivillige at hjælpe,” siger Anders Ladekarl.

”Derfor har jeg allerede meldt mig som indsamler, når Røde Kors samler ind søndag den 7. oktober – en del af pengene går nemlig til, at Samo og de andre kan fortsætte deres livsvigtige arbejde. En indsamler samler i snit 1.000 kr. ind - for de penge kan vi hjælpe mindst 20 sårede med forbindinger, antibiotika og smertestillende.”

Læs mere på www.rodekors.dk – eller meld dig som indsamler på 7010 0000

Fakta: Millioner på flugt

  • Et sted mellem 1,5-2 millioner mennesker lever lige nu som internt fordrevne i Syrien.
  • I de kommende uger vil frivillige fra Syrisk Røde Halvmåne uddele 9.500 hygiejnepakker, 20.000 tæpper og 2.816 køkkensæt.

Kontakter


Emner


Humanitær


Frivillige på arbejde i Syrien
Røde Kors' godt 2.000 frivillige i Syrien hjælper hver dag med at behandle de mange syge og sårede efter borgerkrigen.
Hent | 5,03 MB | 3456 x 5184 | .JPG

Zip og hent alle filer