PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/realmaeglerne/pressreleases/indbrud-i-julen-ikke-her-26486

Indbrud i julen – ikke her

Pressemeddelelse november 20, 2020 Indbrud Ejendomsmægler Boligmarked Sikkerhed Jul December

Mange vælger at holde Corona-afstand og nyde juledagene i sommerhuset i år. Det giver indbrudstyvene let spil, hvis ikke du sikrer din bolig. RealMæglerne giver dig her 10 gode råd til sikring mod indbrud, hvis du planlægger at holde fri fra decemberræset, og din bolig i perioder er ubeboet:

Indbrud

Foto: Shutterstock

November og december er traditionelt højsæson for indbrudstyvene i Danmark. Det er de såkaldte ’mørke måneder’, hvor de kan arbejde i fred - og uden at blive set.

Antallet af indbrud er nu igen stigende efter at have været historisk lavt i begyndelsen af året. Dette hang dog sandsynligvis sammen med, at indbrudstyvene havde det svært, fordi mange i løbet af foråret var hjemme som følge af COVID-19 og nedlukningen af Danmark.

Det viser den nyeste kvartalsopgørelse fra Danmarks Statistik om indbrud i beboelser.

Historisk lavt antal indbrud

Den positive historie er, at antallet af indbrud pr. år er på kraftigt tilbagetog. I 2019 blev der således anmeldt det laveste antal indbrud i danske huse, lejligheder og sommerhuse siden 1982, og 2020 ser ud til at blive et bedre år.

Trods det, er der alligevel god grund til at være ekstra opmærksom i de kommende 6-7 uger, mener Thomas Jacobsen, markedsdirektør i RealMæglerne:

– Julen i år bliver lidt speciel på grund af situationen med Corona, og mange vælger derfor nok at blive hjemme. Statsministeren har allerede varslet, at det bliver en anderledes jul, og vi kommer til at ses med færre mennesker. Men vi ved også samtidig, at mange planlægger at holde jul og nytår i sommerhuset, og derfor er sikring mod indbrud i julen et højaktuelt emne. Måske endda særligt i år, hvis flere end sædvanligt vælger at holde Corona-afstand og nyde juledagene i sommerhuset, fortæller han.

RealMæglerne har tidligere dokumenteret, at flere holder jul og nytår i sommerhuset.

Læs mere her: https://www.realmaeglerne.dk/realmaeglerne/presse/flere-holder-jul-og-nytaar-i-sommerhuset

Derfor har RealMæglerne samlet 10 gode råd til boligejerne til sikring mod indbrud i november og december, hvor indbrudstyvene er på spil:

  1. Nabohjælp. Få din nabo til at holde et vågent øje med dit hjem, hvis du er væk i julen. Nabohjælp er det mest effektive værn mod indbrud. Bring emnet til debat i grundejerforeningen, hvis ikke der allerede er taget initiativer.

Din nabo kan:

  • Parkere sin bil i din indkørsel, når du ikke er hjemme.
  • Tømme din postkasse, så den ikke afslører dig.
  • Rydde sne omkring dit hus og på den måde vise frisk aktivitet.
  • Gå en tur forbi dit hus – gerne om aftenen.
  • Lægge affald i din skraldespand.
  1. Nabohjælp.dk. Nabohjælp-ordningen har kørt i mange år med det velkendte skilt ved hoveddøren som vartegn. Men vidste du, at der også er en digital udgave af Nabohjælp, hvor du kan oprette dit eget betroede netværk, og I kan advare hinanden, når der er tyve på spil i nabolaget? Læs mere her
  2. Støj. Tænd lys og musik, så det virker som om, at der er nogen hjemme i dit hus. Du kan tune køkkenradioen eller klokradioen i soveværelset ind på en fast FM-kanal. Brug tænd-og-sluk-ure til at styre, hvornår lys og lyd tænder og slukker.

  3. Kæledyr. En gøende hund er lige så effektivt som nabohjælp. Hvis du kun er væk i nogle få timer, er det en god idé at lade hunden blive hjemme. Er du i sommerhuset, skal den selvfølgelig med. Er du allergisk over for hund, eller er Vuffi med på tur, kan du anskaffe en alarm, der lyder som en hund. Den aktiveres efter samme princip som udebelysning med bevægelsescensor.

  4. Fristelser. Kontanter, fladskærme, iPads, elektronik, smykker, sølvtøj etc. Sørg for at gemme de synlige værdier væk. Hvis der ikke er noget, der frister, kan det få indbrudstyven til at spare sig for besværet med at komme ind i huset.

  5. Kendetegn. Hvem trækker gardinerne for kl. 12 om formiddagen? Undgå at sende signaler, som indikerer, at der ikke er nogen hjemme i huset.

  6. Besvær. For indbrudstyven er der kun to regler. Det skal være nemt, og det skal gå hurtigt. Hvis du gør livet svært for ham, er der stor sandsynlighed for, at han dropper det. Du kan fx montere vindueslåse og sikringsbeslag. Monter evt. en ekstra lås på hoveddøren og terrassedøren.

  7. Skjul. Sørg for, at der ikke er mørke områder omkring huset, hvor indbrudstyven kan putte sig. Anvend evt. udebelysning med bevægelsescensor.

  8. Overvågning. Det er i dag muligt at overvåge dit hjem via mobiltelefonen, mens du sidder i sommerhuset. Og omvendt. Det sker vha. et kamera, som sender billeder direkte til mobiltelefonen, hvis der er aktivitet i huset. På den måde kan du ringe til politiet, hvis der er en tyv i huset.

  9. Privatalarm. En alarm kan være en god idé, hvis den larmer, så naboerne hører den. Men tyvene ved godt, at sikkerhedsfirmaet ikke kommer lige med det samme. Nogle forsikringsselskaber giver rabat til kunder med alarmer.

Kontakter


Emner


Indbrud Ejendomsmægler Boligmarked Sikkerhed Jul December