PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/realmaeglerne/pressreleases/februar-varsler-rekordsalg-for-sommerhusmarkedet-i-2019-25353

Februar varsler rekordsalg for sommerhusmarkedet i 2019

Pressemeddelelse marts 7, 2019 Sommerhus Fritidsbolig Bolig Ejendomsmægler Sommerferie Udlejning

Danskerne er gået shop amok i sommerhusland. I februar 2019 blev der solgt 22 procent flere fritidsboliger end i februar 2018. I forhold til 2017 er stigningen på hele 34,5 procent.

Sommerhussalget februar DK

Sommerhuset har fundet en helt central plads i danskernes hjerter igen.

Lune sommeraftener på terrassen med fut i grillen og kølig hvidvin i glasset. Ro til fordybelse. En kold og regnfuld efterårsaften i selskab med brændeovn og slumretæppe, mens regnen slår mod ruden og vinden synger i træværket. Lyden af måger, hav og den rislende marehalm. En badering i bevægelse og to små fødder, der trasker ivrigt gennem sandet for at komme ud til verdens bedste legeplads.

Gode måneder at handle fritidsbolig i

Der skal ikke mange maleriske beskrivelser til, før nostalgien og længslen vækkes til live. Sammenholdt med den gode sommer i 2018 kan det måske være blandt årsagerne til, at mange danskere igen er gået på sommerhusjagt.

Samtidig er januar og februar gode måneder at handle fritidsbolig i, fordi der efterfølgende er masser af weekender til at gøre huset klar til sommerferien, hvor også udlejningsmarkedet topper.

Stigningen var ventet

Årets første måned indikerede, at der venter et rekordår i 2019 for sommerhussalget. I forhold til januar 2018 var stigningen på 11,2 procent. Nu viser beregninger for februar, som RealMæglerne og BoligOne har foretaget på baggrund af salgsstatistikker fra Boligsiden, at salget fortsætter med raketfart. Her er stigningen på hele 22 procent i forhold til februar 2018.  

– Nu kommer den stigning i salget, som vi forudså i 2018, fortæller Preben Merrild Angelo, direktør i RealMæglerne og BoligOne.

Politiske tiltag har virket

Det betyder, at sommerhussalget nu ligger på sit højeste niveau siden 2006.

– Der er ingen tvivl om, at den gode sommer sidste år har haft en effekt. Men den største effekt skal med sikkerhed findes i de politiske tiltag, som trådte i kraft i 2018. Det betyder, at nye købere nu kan realkreditfinansiere med op til 75 procent mod 60 procent tidligere, hvilket har gjort markedet mere attraktivt. Samtidig blev bundfradraget for sommerhusudlejning hævet fra 21.400 kroner i 2017 til 40.000 kroner i 2018, såfremt man udlejer via et udlejningsbureau. Det betyder, at mange nu kan eje et sommerhus uden de helt store udgifter, fortæller Preben Merrild Angelo.

Helårsstatus efter ét år

Bundfradraget er hævet med yderligere 900 kroner i 2019.

Sidst, men ikke mindst, skal pensionister nu blot eje sommerhuset i ét år, før det kan opnå helårsstatus. Det har fået mange til at gøre sig overvejelser om den tredje alder.

– Den gode nyhed er, der fortsat er masser af fritidsboliger til salg derude, slutter Preben Merrild Angelo.

Kontakter


Emner


Sommerhus Fritidsbolig Bolig Ejendomsmægler Sommerferie Udlejning