PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/rbmaegler/pressreleases/10-sommertip-det-er-nu-du-skal-vedligeholde-din-bolig-25786

10 sommertip: Det er nu, du skal vedligeholde din bolig

Pressemeddelelse juli 5, 2019

Som boligejer kan du spare mange penge i længden ved at vedligeholde din bolig om sommeren.

Vedligehold

Sommeren er over os. Endelig er det blevet tid til at sidde og dase i solen med en kølig pilsner i hånden.

Den tanke har sikkert strejfet de fleste ved udsigten til ferie. Men som boligejer er sommeren også en kærkommen mulighed for at vedligeholde huset. Ved at gennemgå og tjekke alle de udvendige arealer er man nemlig sikker på, at det er rustet til efterårets regn og rusk. Samtidig sikrer man, at huset i det lange løb holder sin værdi, og man undgår alle de dyre overraskelser.

Det fortæller Thomas Jacobsen – kendt fra Hammerslag på DR1 og markedsdirektør i ejendomsmæglerkæden RealMæglerne og BoligOne med i alt 130 butikker:

– I takt med de højere temperaturer er det oplagt at give huset et udvendigt sommertjek. Du kan passende gå nedløbsrør og brønde igennem og sikre, at de er fri for blade og smuds, så vand kan passere. Gå også sokkel og murværk igennem og tjek for revner og sætningsskader. Kig på husets træværk som fx vinduer og udhæng for at sikre dig, at træet er sundt og uden rådskader.

Han forklarer, at løbende vedligehold af huset især er vigtigt, når du på et tidspunkt står og skal sælge din bolig.

– En bolig, der er løbende vedligeholdt, er mere attraktiv end en bolig, der ser forsømt ud og som praktisk talt skriger på Gori, siger han.

Det er især fugt, der kan volde problemer på sigt, hvis det ikke holdes i skak, men de mange lyse timer kombineret med nedbør betyder også, at ukrudt og planter pibler frem i haven.

– Den kommer hurtigt til at ligne en jungle, og hvis man bare lader stå til, kan arbejdsbyrden blive uoverstigelig, fortæller Thomas Jacobsen.

Han anbefaler derfor, at man hvert år i løbet af sommeren går en runde omkring sit hus og noterer de problemer og potentielle problemer, der skal gøres noget ved.

– Er taget fx over 10 år gammelt, bør du holde øje med, om tagbelægning og tagrender er tætte og intakte. Det er nu, du kan se det. Brug evt. en kikkert til at zoome ind på de fjerntliggende flader og murværk om fx skorstenen, uddyber han.

Her bør du holde øje:

  • Beskæring af buske og træer. Klip hækken. Husk, der er regler for, hvor højt bevoksningen må være i skel til nabo.
  • Vedligehold af terrasse (algebehandling træ/fliser, olie til træterrasse).
  • Vedligehold af havemøbler (olie/maling: træmøbler, rens: plastmøbler).
  • Rens og tjek af tagrender, så vandet kan passere frit. Tjek også riste og afløb for blade og grene.
  • Murværk: Tjek mursten og fuger. Det er især fugerne, du skal holde øje med. Tjek også for revner og huller på pudsede huse.
  • Træbeskyttelse: Temperaturer på mellem 10 og 25 grader er optimalt. Træværket skal helst have en luftfugtighed på 15 % eller derunder. Inden man maler boligen, skal man få fikset revner, sprækker og frostsprængninger.
  • Utætheder: Tjek også vindskeder og udhæng. Kan du komme op på loftet, kan du indefra se, om der er huller i taget.
  • Udskift evt. træværk, som er angrebet af råd.
  • Insekter: Myrer, murbier mv. Murbier kan skabe megen ravage i en hulmur. Brug de rigtige insektmidler, inden skaden vokser.
  • Udendørs el og kloaksystem. Her skal du bruge professionel hjælp til udbedring af skader. Tjek evt. Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside, hvis du er i tvivl: sik.dk. Dårligt udførte og/eller ulovlige reparationer og installationer øger ikke husets værdi.

Rådet fra RealMæglerne og BoligOne er ganske enkelt:

– Brug en eftermiddag til at notere opmærksomhedspunkter, skab dig et overblik og få tingene fikset. Det er meget, meget billigere i længden at være boligejer, hvis du vedligeholder din bolig. Det er dyrt at reparere på følgeskader, siger Thomas Jacobsen.

Emner


Vedligeholdelsesplan Bolig Ejendomsmægler Hus og Have