Yngre marketing-kvinde skal lede ingeniør virksomhed
Pressemeddelelse september 30, 2009 ErhvervDen 107 år gamle virksomhed Øllgaard Rådgivende Ingeniører A/S har valgt 38-årig kvinde med marketing baggrund som ny adm. direktør. Visionen er mere fokus på ledelse, kompetenceudvikling og større synlighed.
Birgit Øllgaard er fjerde generation i virksomheden Øllgaard Rådgivende Ingeniører, der indtil Birgit Øllgaard officielt sætter sig i stolen d. 1. oktober 2009, har været ledet af Øllgaard-familiens mænd, siden Birgits oldefar grundlagde virksomheden i 1902.
Med en baggrund som Markedsøkonom og HD i Afsætning og en 16-årig karriere i danske og internationale mærkevarevirksomheder, lå det ikke ligefrem i kortene at Birgit Øllgaard en dag skulle blive leder af den gamle familieejede ingeniør-virksomhed. En af de seks partnere Leif Frandsen Macheel, fortæller:
- Ejerledede virksomheder har ofte en adm. direktør med en stærk faglig baggrund. Den store udfordring med det er bl.a., at direktøren kun har en del af sin fokus på ledelsen af virksomheden. I forbindelse med et naturligt generationsskifte, fik vi derfor idéen, at ansætte Birgit som vores næste adm. direktør. Netop fordi hun via sin baggrund har et meget forretningsorienteret fokus og fordi hun med sin profil ville kunne skabe en helt ny dynamik i virksomheden.
Med virksomheden i blodet
Birgit Øllgaard startede med at være underdirektør i virksomheden i et halvt år, men inden da var hun blevet overbevidst om, at hun ville kunne tilføre Øllgaard Rådgivende Ingeniører den ledelsesmæssige fornyelse, der var behov for:
- Jeg er vokset op med virksomheden i blodet og indtil jeg startede i gymnasiet regnede jeg da også med, at jeg skulle være ingeniør i familievirksomheden. Men jeg valgte i sidste øjeblik en anden karrierevej og det har jeg aldrig fortrudt. Det interessante er nu, at netop fordi jeg valgte den bredere erhvervsøkonomiske retning, gør det mig i dag måske netop til den leder, som Øllgaard Rådgivende Ingeniører har behov for, siger Birgit Øllgaard og fortsætter:
- Som direktør er det en stor fordel at kunne have hele sin fokus på ledelse af virksomheden og på udvikling, økonomi og markedsføring. Og det er netop de kompetencer jeg har med i bagagen. Jeg ved ikke meget om vandforsyning og byggeri, der er vores hovedområder, men jeg ved en masse om, hvordan man sætter sig et mål og styrer i mod det.
- Jørgen Øllgaard har som direktør de sidste mange år gjort et rigtigt godt stykke arbejde, og vi er i dag en meget sund virksomhed, der også har formået at styre sikkert igennem finanskrisen. Men nu er tiden kommet til at vi skal være en moderne ledet virksomhed, hvor direktørens fokus er på ledelse og udvikling. Med valget af Birgit Øllgaard som direktør har vi taget første skridt mod en spændende og endnu mere dynamisk fremtid, slutter Leif Frandsen Macheel.
Jørgen Øllgaard, 66 år, har trukket sig som adm. direktør for virksomheden. Han vil nu koncentrere sig om sin faglige kunnen indenfor vandforsyning, samt service af virksomhedens kunder.
Nyt eksternt bestyrelsesmedlem
Hos ØLLGAARD har vi i forbindelse med generationsskiftet også udvidet bestyrelsen med Jens Baadsgaard Pedersen. Han skal med sine mange års erfaring fra rådgiverbranchen, som adm. direktør for bl.a. Watertech A/S og Danwater A/S, give ØLLGAARD professionel sparring og se med nye øjne på udviklingen af virksomheden. Jørgen Øllgaard bliver ny bestyrelsesformand efter sin bror Jens Øllgaard, der fortsat er i bestyrelsen og ledelsen.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Navnenyt
Fjerde generation tager over hos Øllgaard Rådgivende Ingeniører A/S
Den 1. oktober 2009 sætter Birgit Øllgaard, 38, sig i stolen, som ny adm. direktør hos Øllgaard Rådgivende Ingeniører efter et halvt år i virksomheden som Underdirektør. Birgit har de sidste 16 år gjort karriere i danske og internationale mærkevarevirksomheder og har senest været Senior Brand Manager i Toms Gruppen A/S. Birgit Øllgaard, der er uddannet HD i Afsætning, tager over efter sin far, Jørgen Øllgaard, 66, der fortsætter i firmaet med sine hovedområder inden for vandforsyning.
Nyt i bestyrelsen
Den afgående adm. direktør for Øllgaard Rådgivende Ingeniører A/S, Jørgen Øllgaard, 66, bliver ny formand for bestyrelsen i selskabet. Han tager over efter Jens Øllgaard, 72, der fortsætter i bestyrelsen.
Øllgaard udvider desuden den fire mand store bestyrelse med Jens Baadsgaard Pedersen, adm. direktør for DanWater A/S samt partner Claus Lind.
Kontakter
Birgit Øllgaard
ØLLGAARD Rådgivende Ingeniører A/S✉ b.oll*************** Vis...
☎ 39610*** Vis...
http://www.ollgaard.dk
Emner
Erhverv
Hent | 0,07 MB | 842 x 596 | .jpg