PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/win-win-bogen-er-kommet-til-ringsted-11362

Win-Win bogen er kommet til Ringsted

Pressemeddelelse november 26, 2010 Samfund

Nyt projekt giver dig mulighed for at spare penge, støtte det lokale foreningsliv, de lokale erhvervsdrivende – og udvalgte private humanitære projekter på samme tid.

WinWin4100

Lige nu og i de kommende uger går spejdere og unge mennesker fra musikskolen på gaden for at sælge bogen Win-Win 4100 for første gang i Ringsted. Bogen koster denne gang kr. 50 og hver gang de unge mennesker sælger en bog, kan de beholde kr. 15 til egne aktiviteter. Ligeledes går kr. 5 for hver solgt bog til udvalgte humanitære projekter – i denne udgave går pengene til deling mellem: Krigsveteranen Morten, som har åbnet Jijo Motionscenter – det eneste private motionscenter dedikeret til handicappede og krigsveteraner i Danmark. Og til indsamlingen af kr. 30.000 til en insulinpumpe til Casper på 6 år, som han har så hårdt brug for.

Idéen bag Win-Win bogen er, at det skal være en ”win-win” situation for alle – for borgeren, for firmaerne og ikke mindst for det lokale forenings- og klub liv. Bogen er fyldt med gode tilbud fra mange forskellige annoncører, og der er noget for hele familien. Det kan være et enkelt tilbud i form af fx. en rabat som gælder i hele bogens levetid – hver gang der handles hos virksomheden, eller det kan være et tilbud pr. måned indenfor bogens periode. Det afhænger af annoncøren og hvilke produkter, de har at tilbyde. Man skal blot huske at medbringe bogen og vise den til annoncøren for at opnå den specielle Win-Win rabat. Udgiften for bogen er derfor meget hurtigt tjent hjem igen. Den aktuelle udgave gælder fra den 1. november 2010 til og med den 30. april 2011.

”Vi sætter ansigter på menneskerne bag de lokale virksomheder, så Ringsteds borgere for mulighed for at danne sig et helstøbt billede af hver enkelt virksomhed. Vi ønsker også at bogen skal blive en fast indtægtskilde for de lokale foreninger, så de får mulighed for at tilbyde Ringsteds unge flere aktiviteter i fremtiden” siger Tine Vallentin, der er en del af det kreative hold bag bogen.

Win-Win 4100 bogen vil fremover udkomme to gange om året. Initiativtagerne håber at rigtig mange lokale erhvervsdrivende vil støtte op om projektet næste gang, så der i de kommende udgaver kan bringes endnu flere gode tilbud i bogen.

Du kan smugkigge i en elektronisk udgave af bogen på www.winwinredaktionen.dk hvor du også kan læse mere om folkene bag, hvem der står for salget, de erhvervsdrivende der støtter op om projektet, se lister over donationer og meget mere.

Win-Win holdet håber at man vil tage godt imod de unge mennesker når de ringer på døren og at rigtig mange borgere vil støtte op om projektet ved at købe bogen.

Kontakter


Emner


Samfund