PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/vores-elevers-trov%C3%A6rdighed-er-vores-prim%C3%A6re-tanke-lige-nu-6136

Vores elevers troværdighed er vores primære tanke lige nu

Pressemeddelelse november 1, 2008 Uddannelse

Sportseducation.dk har på baggrund af Sundhedsstyrelsens brev af den 5. september 2008 besluttet at verificere alle eksamensbesvarelser i anatomi og fysiologi fra massøruddannelsens elevhold 2007 og forår 2008.

Logo2008 2

 Pressemeddelelse

Sportseducation.dk har på baggrund af Sundhedsstyrelsens brev af den 5. september 2008 besluttet at verificere alle eksamensbesvarelser i anatomi og fysiologi fra massøruddannelsens elevhold 2007 og forår 2008.
 
Til trods for at Sundhedsstyrelsen fastslog, at man ikke havde kompetence på området, fremkom Sundhedsstyrelsen her med en udtalelse, der kan tolkes som om, at elever uddannet fra Sportseducation.dk i 2007 og forår 2008, men ikke senere, ikke kan markedsføre sig som "lægeeksamineret". Dette skete imidlertid på baggrund af forkerte oplysninger om Sportseducation.dk's eksamensform, hvilket Sportseducation.dk gentagne gange har gjort Sundhedsstyrelsen opmærksom på.

Sportseducation.dk har fra starten haft kontakt med Sundhedsstyrelsen bl.a. for at få afdækket de præcise krav til massøruddannelser, herunder anvendelsen af begrebet lægeeksamineret, hvor der som bekendt ikke findes love eller regler for, hvad der skal opfyldes, for at betegnelsen må anvendes.

Sportseducation.dk har som bekendt haft en eksamensform, hvor tilknyttede læger har udformet eksamensopgaverne og de vejledninger, der har dannet baggrund for gennemgangen og rettelse af opgavebesvarelserne. Det var derfor højst overraskende, at Sundhedsstyrelsen den 5. september i år pludselig officielt udtalte, at en læge fysisk skal være til stede og rette eksamensopgaverne. Ifølge styrelsen må det dog altid bero på en konkret vurdering, hvordan denne lægelige involvering skal ske.

Sportseducation.dk ændrede allerede i juni i år praksis, og der er nu fast en læge tilstede ved den praktiske eksamen, ligesom lægen gennemgår og retter samtlige skriftlige opgaverbesvarelser.

Vi er imidlertid ikke det mindste i tvivl om, at vores konkurrent At Work - på baggrund af deres hidtidige chikane mod os - vil fare ud med bål og brand og hævde, at de elever, der er uddannet i 2007 og frem til juni 2008 ikke er berettiget til at kalde sig lægeeksamineret.

Det er vi aldeles uenige i, men for at der ikke skal herske nogen som helst tvivl, har vi besluttet, at læge Henrik Alstrøm i de kommende uger personligt verificerer og kontrollerer hver enkelt af de originale skriftlige eksamensbesvarelser i anatomi og fysiologi fra 2007 og forår 2008. Dette vil ske ud fra Sportseducation.dk's eksamensvejledning gældende for 2007 og forår 2008, som ligeledes er godkendt af en læge.

Inden lørdag den 15. november 2008 vil alle elever således modtage et verificeret eksamensbevis som Lægeeksamineret Fysiurgisk Sportsmassør underskrevet af læge Henrik Alstrøm og uddannelsesansvarlig Jesper Schandorff.

Vi har i øvrigt erfaret, at samtlige vore elever fra 2007 og frem til juni 2008 er blevet kontaktet af At Work, og det har ikke været for at uddele gratulationer, tværtimod. Vi har til gengæld fået masser af positive tilkendegivelser fra tidligere elever med undtagelse af en enkelt, der repræsenteres af advokat Michael Thiesen, der tilfældigvis også er bestyrelsesmedlem i At Work. Vi skal ikke kommentere en sådan fremgangsmåde yderligere.

Sportseducation.dk beklager naturligvis situationen men kan ikke leve med selv den mindste tvivl om vores eller elevers troværdighed. Samtidig vil vi gerne takke for den overordentlige store støtte, som vi har modtaget fra elever og samarbejdspartnere i forbindelse med disse ubehagelige angreb. 

Såfremt der måtte være spørgsmål til ovenstående kontakt da venligst uddannelsesansvarlig Jesper Schandorff via e-mail [email protected], telefon 33 13 17 78 eller via SMS service 20721778

Med venlig hilsen

Jesper Schandorff - Uddannelsesansvarlig

Sportseducation.dk

Lille Kongensgade 20 A, 3.sal - 1074 København K.                    

http://www.sportseducation.dk/ - [email protected]

Telefon: +4533131778 / SMS service + 4520721778

CVR: 28000286 - Jyske Bank reg: 5033  konto: 132125-2

Emner


Uddannelse