PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/voksende-jysk-milliardfond-s%C3%B8ger-ny-direkt%C3%B8r-20107

Voksende jysk milliardfond søger ny direktør

Pressemeddelelse april 16, 2015 Iværksætteri Fonde Erhverv Jylland

Færchfonden har gennem de sidste 6 år doneret 110 millioner kroner til støtte af lokaludviklingen i det vestjyske. Nu leder fonden efter ny direktør, der skal styre den milliardstore fond mod en ny etape i fondens udvikling.

Færchfløjen på Holstebro kunstmuseum Til Presse

Den erhvervsdrivende fond, Færchfonden, skal snart have ny direktør. Det oplyser fondens nuværende direktør, Rasmus Færch og fondens bestyrelsesformand, Annemette Færch.

”Vi har været igennem en udviklingsproces i de seneste år, og vi har samtidigt fået flere muskler. Vi skal derfor gå fra det mere iværksætterprægede stadie til en mere proaktiv, strategisk drift. Vi vil gerne have en ny direktør med og sætte et godt hold fra start i den nye etape”, fortæller Rasmus Færch, der selv har ønsket at stoppe som direktør og glæder sig til at fortsætte bestyrelsesarbejdet i fonden samt sine egne erhvervsaktiviteter. Rasmus Færch fortsætter desuden arbejdet som bestyrelsesformand i Nupark Innovation.

Talentudvikling i det jyske

Færchfonden står blandt andet bag det kommende Campus for Dansk Talentakademi, der bygges i samarbejde med Realdania, samt bag Nupark Accelerace, der udvikler jyske iværksættere. Fonden står også bag udbygningen af Holstebro Kunstmuseum, der blandt andet rummer en imponerende samling af den internationalt anerkendte, danske kunstner, Tal R. Desuden Orkestersalen hos Holstebro Musikskole, der er en af de største leverandører af studerende ved de danske musikkonservatorier.

Har professionaliseret fonden

I fondens bestyrelse er der kun ros til Rasmus Færch:

” Rasmus har været bærende i professionaliseringen af fonden i de senere år. Han har sørget for at udvikle fondens sunde investeringer i blandt andet københavnske ejendomme og været central i udviklingen af de lokale samarbejder. Vi har lyttet til Rasmus’ pointe om, at en ny etape bør ske med en ny direktør. Det viser jo hans rettidige omhu. Vi opslår nu stillingen og håber på en masse kvalificerede ansøgere, der vil være med til at skabe en tværgående erhvervs- og kulturudvikling i Vestjylland”, supplerer bestyrelsesformand Annemette Færch.

For yderligere kommentarer kontakt: Thomas Albrechtsen, Nextwork, tlf.: 42466033 eller [email protected]

Du kan se stillingsopslaget på www.færchfonden.dk

Fakta om fonden:

Historie

  • Færchfonden blev stiftet i 1984 af Jørgen og Kirsten Færch
  • Fonden har under Rasmus Færch foretaget ca. 250 donationer for i alt ca. 110 millioner.

Størrelse

  • I 2013 havde fonden en balancesum på 1,2 milliarder kroner og en egenkapital på 1,1 milliarder kroner

Investeringer

  • Fonden høster frugterne af de gode investeringer i Færch Holding, som blev frigivet i forbindelse med salget af tobaksaktier i Skandinavisk Tobakskompagni og senere salget af anparterne i Færch Plast. Fonden har inden for de senere år investeret i to større beboelsesejendomme i København. Den væsentligste del af fondens formue er i dag placeret i værdipapirer.
  • Herudover støtter fonden erhvervsudviklingen i Nordvestjylland bl.a. ved sit engagement i Nupark Accelerace.

Donationer

  • Blandt de større donationer kan fx nævnes:
  • Opførelsen af Færch-fløjen på Holstebro Kunstmuseum, DKK 21 mio.,
  • Det nye campus for Dansk Talentakademi i Holstebro, DKK 20 mio.,
  • Orkestersal til Holstebro Musikskole, DKK 8,3 mio.,
  • Storskærm til Musikteatret i Holstebro, DKK 3,5 mio.,
  • Genopretning af kroen på Hjerl Hede, DKK 3 mio.
  • Ombygning af Det ny Limfjordsteater på Mors, DKK 1 mio.,
  • Lodbjerg Fyr i Nationalpark Thy, DKK 1,5 mio.
  • Bovbjerg Fyr ved Lemvig, DKK 0,5 mio.
  • Færchfonden giver dog også støtte til en lang række mindre projekter, som hver på sin måde bidrager til udviklingen af Nordvestjylland. Endvidere støttes velgørende organisationer og almennyttige projekter.

For yderligere information se www.færchfonden.dk

Kontakter


Emner


Iværksætteri Fonde Erhverv Jylland