PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/virksomheden-kan-holde-%C3%B8je-med-sine-egne-arbejdsulykker-822

Virksomheden kan holde øje med sine egne arbejdsulykker

Pressemeddelelse oktober 20, 2004 Natur

Med det elektroniske anmeldesystem, EASY, kan virksomhederne nu se deres egne arbejdsulykker. De kan få overblik over, hvor alvorlige ulykkerne er, hvad årsagerne til dem er, og hvad ulykkerne har medført af sygefravær.



EASY er Arbejdsskadestyrelsens og Arbejdstilsynets system til elektronisk anmeldelse af arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser. Siden starten i 2003 har flere tusinde virksomheder benyttet sig af muligheden for at anmelde arbejdsulykker elektronisk til forsikringsselskab og Arbejdstilsynet.

Nu er EASY blev forbedret yderligere. Der er mulighed for at registrere ulykkens årsag, og hvor i virksomheden ulykken er sket.  

Virksomheden bestemmer selv,  hvor mange afdelinger der skal oprettes.   Virksomheden kan følge med i hvilke afdelinger, der er særligt belastet af ulykker. Samtidig er det blevet muligt at angive, hvilken arbejdsfunktion der var årsag til den enkelte ulykke.

- EASY kan nu bruges endnu mere effektivt i forebyggelsen af  ulykker på virksomhederne, siger projektleder i At, Victor Mørk Johansen. - Virksomhederne får et samlet overblik over årsager, konsekvenser, hvor og hvornår ulykkerne er sket og kan fra dag til dag følge med i udviklingen. De kan også se, hvordan de ligger i forhold til branchen i øvrigt.

Sideløbende med de nye funktioner i EASY arbejdes der fortsat med at forbedre EASY, så det bliver nemmere for virksomhederne at anmelde arbejdsulykker elektronisk. Fx forbedres brugen af de store klassifikationer, som er en væsentlig del af den elektroniske anmeldelse, oplyser Victor Mørk Johansen.

Brug EASY det er gratis
Victor Mørk Johansen oplyser, at rigtig mange virksomheder og kommuner i dag anmelder deres arbejdsulykker og bruger EASY i forebyggelsen af arbejdsulykker.

Alle virksomheder kan nemt tilmelde sig EASY. Klik ind på  https://easy.ask.dk

Klik videre på "Tilmeld virksomhed" og følg i øvrigt instruktionerne. EASY er gratis at bruge.

Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen bruger blandt andet oplysningerne fra EASY til generelle statistikker over udviklingen i antallet af arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser i Danmark.

Det kan EASY
I EASY kan en virksomhed bl.a.:
- anmelde arbejdsskader til et forsikringsselskab, Arbejdstilsynet, Energistyrelsen og/ eller Arbejdsskadestyrelsen, herunder kunne vedlægge et bilag  
- oprette og vedligeholde brugere og stamdata om virksomheden samt oprette og gemme kladder til senere anmeldelse  
- oprette afdelinger
- registrere ulykkens årsag
- vedlægge elektroniske bilag og supplerende oplysninger  
- få overblik over tidligere elektronisk indsendte anmeldelser og udtrække data til egen brug og danne statistikker
- sammenligne virksomhedens ulykker og tilsvarende tal fra branchen.


Kontaktperson: Victor Mørk Johansen, tlf. 39152309 e-mail: [email protected]


Kontakter


Emner


Natur