Vild med græs
Pressemeddelelse juni 30, 2010 Hus og HavePrydgræsser er bomstærke, nemme og frodige, og med deres flotte højde og florlette vejende vækst giver de en spændende og ’naturlig’ have. Fuld af oplevelser ikke bare om sommeren, men også i de mange måneder, hvor de fleste af havens andre planter sover.
”En frodig og naturlig have, der er nem at holde, og som byder på masser af oplevelser det meste af året”. Sådan cirka lyder det, når den moderne haveejer skal beskrive sine ønsker til den helt personlige drømmehave. Og heldigvis kan det sagtens med lidt omtanke kan lade sig gøre at skabe en nem og frodig have, der er skøn hele året. Det kræver bare, at man vænner sig til at tænker mere i struktur, former og gode bladfarver, i stedet for ’kun’ at gå efter de kønne blomster, der bidrager overdådigt men forholdsvis flygtigt når sommeren er på sit højeste.
En af de plantegrupper, der bidrager allermest til en smuk helårshave er prydgræsserne, som oven i købet er noget af det absolut nemmeste og mindst pasningskrævende, man kan have i sin have. Af natur er græsserne nemlig så nøjsomme, bomstærke og hårdføre, at de trives i selv den mest magre og stenede jord. Men også i en god havejord vil de vokse aldeles glimrende, og på den måde er det næsten umuligt at gøre noget som helst forkert, når man beskæftiger sig med græsser.
Blikfang og struktur
En rigtig god begyndergræs er den store flotte elefantgræs, Miscanthus sinensis, der med sin imponerende grokraft og flotte højde giver struktur og blikfang i haven på næsten samme måde som fx et stort smukt træ.
Elefantgræs findes i en lang række forskellige sorter med hver deres højde, farver og blomstringstid. En af de mest effektfulde solitærplanter er zebragræs, Miscanthus sinensis ’Zebrinus’, der i løbet af forsommeren skyder fra ingenting til to meter. En anden ikke helt så høj men blændende smuk elefantgræs er ’Kleine silberspinne’ der især gør sig bemærket på grund af sine nærmest sølvfarvede slanke og fjerlette duske, der folder sig ud i juli-august.
I løbet af efteråret vil elefantgræsserne falme til en blød gyldenbrun farve, og hele vinteren igennem vil de bidrage med deres høje og yndefuldt vejende aks. Når foråret kommer klippes de visne aks ned til grunden, og dernæst er de klar til at starte forfra med ny energi og grokraft.
Sammenhæng og bløde overgange
Blandt prydgræssernes mange egenskaber er også deres formidable evne til at binde havens andre elementer sammen til en harmonisk helhed. I staudebedet er især de mellemhøje græsser som fx den elegante lampepudsergræs, Pennisetum alopecuroides ’Hameln’ gode til at bløde op på et lidt for stift og ’pænt’ udtryk. Med deres naturlige lethed og diskrete ynde vil de nemlig ikke gå ind og konkurrere med de andre planter, men tvært imod binde de forskellige plantegrupper og farver sammen og give det samlede billede et mere frodigt og naturligt udtryk. Andre oplage valg til staudebedet er nogle af de prydgræsser, der med deres bladfarve giver en flot kontrast til blomsterne og de grønne blade - fx den mørkt purpurfarvede New Zealandske Flax, Phormium tenax ’Purpureum’ og den rødstribede blodgræs, Imperata ’Red Baron’. Et andet effektfuldt bud er den lille sorte slangeskæg, Ophiopogon ’Niger’. For at man rigtig skal have fornøjelse af den, kræver det dog, at man placerer den i forgrunden af bedet, eller i en krukke, hvor man rigtig kan få øje på den. Ellers vil den med sin usædvanlige mørke farve blot blive opfattet som et skyggefuldt, flimrende ’ingenting’.
De viste græsser fås på førende planteskoler i perioden 15. juni – 30. september.
1
Elefantgræs, Miscanthus sinensis ’Kleine silberspinne’ bliver 120-140 cm høj og blomstrer med de fineste sølvfarvede aks i juli-august.
2
Zebragræs, Miscanthus sinensis ’Zebrinus’ bliver 180-200 cm høj. Bladene er grønne med i øjenfaldende gule tværstriber.
3
Slangeskæg, Ophiopogon ’Niger’ har næsten helt sorte blade. Den bliver 10-15 cm høj og blomstrer med små violette blomster i juli-september.
4
New Zealand Flax, Phormium tenax ’Purpureum’ er med sine mørke purpurfarvede 80-100 cm høje aks og blade god både i et bed og som solitærplante.
5 + 6
Blodgræs, Imperata’Red Baron’ bliver 40-50 cm høj. Bladene er grønne med røde striber og sølvhvide aks, der blomstrer i august-september.
7
Lampepudsergræs, Pennisetum alopecuroides ’Hameln’ bliver 40-50 cm høj og springer ud med store bløde brune flaskerenser-agtige aks i august-oktober.
Lille historie (fx til nyheder og småstof)
Vild med græs
Prydgræsser er bomstærke, nemme og frodige, og med deres flotte højde og florlette vejende vækst giver de en spændende ’naturlig’ og lidt vild have, der er fuld af oplevelser ikke bare om sommeren, men også i de mange måneder, hvor de fleste af havens andre planter sover.
En af de mest populære solitærgræsser er den op til to meter høje zebra-elefantgræs, Miscanthus sinensis ’Zebrinus’. Andre spændende valg er nogle af de prydgræsser, der med deres bladfarve giver en flot kontrast til blomsterne og de grønne blade - fx den mørkt purpurfarvede New Zealandske Flax, Phormium tenax ’Purpureum’, den rødstribede blodgræs, Imperata ’Red Baron’ og den lille sorte slangeskæg, Ophiopogon ’Niger’.
Læserservice
Gunnar Christensens Planteskole, tlf. 57 80 80 70 henviser til nærmeste forhandler.
Kontakter
Gunnar Christensens Planteskole
Gunnar Christensens Planteskole✉ info@*********** Vis...
☎ 57 80****** Vis...
http://www.gcplant.dk
Emner
Hus og Have
Hent | 1,53 MB | 2304 x 3456 | .jpg
Hent | 9,14 MB | 3744 x 5616 | .JPG