PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/vi-er-mindre-vrede-i-trafikken-6726

Vi er mindre vrede i trafikken

Pressemeddelelse marts 5, 2009 Samfund

Danskerne oplevede mindre vrede i trafikken i 2008 end i 2005, og der var ingen vold, viser en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd.

Undersøgelsen viser, at 24 % af danskerne har været udsat for vejvrede i 2008. Vejvrede er forstået som at blive råbt ad, få fingeren, blive truet af en medtrafikant, og få slag eller spark på sit køretøj. Der er sket et fald i vejvreden sammenlignet med 2005, hvor fx 23 % havde oplevet at få fingeren. I 2008 var det kun 16 %, der havde oplevet det samme.

Men selv om en del har oplevet vrede i trafikken, har ingen oplevet at blive slået af en medtrafikant.

- Det kan tyde på, at vi udviser vrede i trafikken, men at vi forstår at tøjle denne vrede, før den udvikler sig til vold, siger Anita Rönneling, Kriminolog i Det Kriminalpræventive Råd.

Langsom kørsel udløser vrede

Vreden er mest udbredt blandt bilister. Den bliver fx udløst af, at man overholder hastighedsbegrænsningerne, holder for længe, når det bliver grønt, kører for langsomt, ikke overholder sin vigepligt eller hvis der er konflikter i forbindelse med, at man parkerer.

Der er ikke nogen regionale forskelle på vejvrede i undersøgelsen, undtagen ved tilråb. Her viser undersøgelsen nemlig, at trafikanter i Hovedstaden er udsat for tilråb i langt større udstrækning end trafikanter i Jylland. En femtedel af trafikanterne i Hovedstaden og omkring 8 pct. i Jylland har oplevet at blive råbt ad af en medtrafikant.

Flere mænd end kvinder er blevet udsat for vejvrede, idet 29 % mænd mod 19 % kvinder har oplevet vejvrede. I forhold til alder viser undersøgelsen, at en større andel af dem under 40 år end dem over 40 har været udsat for vejvrede.

Trafikken skaber ikke vrede

77 % af de trafikanter, som har oplevet vejvrede, vurderer, at der ikke var nogen trafikale problemer, da episoden fandt sted. Kun omkring 20 % vurderer, der var kø, og de fleste oplyser, de havde opholdt sig under en time i trafikken, da de oplevede vejvrede.

- Trafikanternes svar kunne tyde på, at det ikke er omstændigheder som kø og forsinkelser, der alene forklarer vreden, siger Anita Rönneling fra Det Kriminalpræventive Råd.

- Nok er trafikken en arena, hvor der er konflikter, men årsagerne til vreden skal findes bredere, siger kriminologen.

DTU fordyber sig i vejvrede

DTU, Institut for Trafik, udsender nyhedsbrev om vejvrede 5/3 2009. Kontakt evt. Seniorforsker Mette Møller, tlf.: 40 76 28 40.

Undersøgelsen 'Konflikter i trafikken' er gennemført blandt 930 personer i slutningen af 2008. Interviewundersøgelsen blev afviklet i forbindelse med Danmarks Statistiks månedlige omnibusundersøgelse. En lignende under-søgelse blev foretaget i sommeren 2005. Resultater fra undersøgelsen er vedhæftet pressemeddelelsen men kan også hentes på dkr.dk.

Kontakter


Anita Rönneling

Krimonolog
Det Kriminalpræventive Råd
aro@d***** Vis...
45 15****************** Vis...

Emner


Samfund