PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/verdenskunst-p%C3%A5-flaske-11938

Verdenskunst på flaske

Pressemeddelelse maj 12, 2011 Mad & Vin

Kunst er for vigtig til ikke at dele. Det samme gælder Campari. Sådan siger verdenskunstneren Romero Britto, som har skabt det billede, der pryder etiketten på årets limited edition-kunstflaske fra Campari. Den 18. maj åbner Galleria Campari i Milano en særudstilling med Brittos værker.

Den verdenskendte brasiliansk-fødte Romero Britto, der har udstillet sine livsglade og farvestrålende malerier og skulpturer på fem kontinenter, har skabt etiketten til årets kunstflaske fra Campari. Kunstflasken er en limited edition, som kun kan købes på udvalgte markeder, heriblandt Danmark.

Mangeårig tilknytning til kunsten

Campari har helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet været forbundet med tidens mest nyskabende kunstnere, som har bidraget med deres personlige, tidstypiske fortolkning af Campari. Kunstnerne tæller ud over Romero Britto navne som Marcello Dudovich, Fortunato Depero og Bruno Munari, hvis Campari-kunstværk er permanent udstillet på Museum of Modern Art i New York. De fleste originalværker befinder sig imidlertid på kunstgalleriet Galleria Campari, som blev grundlagt sidste år i Milano, Camparis hjemby, i anledning af Camparis 150 års-jubilæum. Mange af værkerne er efterfølgende trykt som kunstplakater, der den dag i dag er attraktive samlerobjekter.

Fra den 18. maj kan en række af Romero Brittos værker ses på Galleria Campari i forbindelse med en særudstilling, som varer til udgangen af juni måned. Et besøg på kunstgalleriet Galleria Campari giver et enestående visuelt indblik i 150 års historie og er et besøg værd for alle, der interesserer sig for kunst- og samtidshistorie.

Campari fremstillede for første gang flasker med kunstetiketter i forbindelse med 150 års-jubilæet i 2010, hvor tre toneangivende kunstnere skabte hver deres motiv til etiketterne. Kunstflaskerne blev så stor en succes, at Campari i år valgte at følge initiativet op med en ny kunstfortolkning af Romero Britto på udvalgte markeder.

 

En hyldest til livet

Til årets Campari-kunstflaske har Romero Britto valgt kunstværket ’New Day’, der med solopgangen og det pulserende hjertemotiv præcis afspejler den intensitet og passion, som Campari altid har stået for. Kunstværket er tænkt som en hyldest til livet og til hver ny dag, der med Brittos ord ’er en ny chance, vi får for at fejre livet sammen med dem, vi holder af’ – og ifølge Britto gerne i følgeskab af et glas Campari, som han personligt foretrækker at nyde ’on the rocks’.

Romero Britto er kun en blandt tidens berømte kunstnere, som er store fans af Campari. Af andre kan nævnes skuespillerne Eva Mendez og Benito del Toro, som begge har optrådt i fotoserier til Camparis kunstkalendere, sværger til den rubinrøde drik.

 

Rubinrød eliksir med mange udtryk

Campari er med sin unikke røde farve og bittersødme en verdensberømt aperitif og kernen i nogle af de mest elskede drinks og cocktails gennem tiderne.

Vi viderebringer opskrifterne på et par af de største - samt et par helt nye cocktails, hentet fra cocktailbarer i verdens førende metropoler. De er hurtige og nemme at mixe og kræver ikke mange ingredienser:

Milano Breeze – perfekt på en varm sommerdag

4 cl Campari, 6 cl lycheejuice og 6 cl rød grapefrugtjuice. Hæld alle ingredienser i et højt glas med isterninger, rør rundt og pynt med en skive rød grapefrugt.

The Italian Icon – to italienere i skøn forening

4 cl Campari og 12 cl San Pellegrino Limonata (citronsodavand) hældes i et højt glas med isterninger. Rør rundt og pynt med en citronskive.

Campari Orange – en af de mest populære klassikere

4 cl Campari og 12 cl appelsinjuice (gerne friskpresset) hældes i et højt glas med isterninger. Rør rundt og pynt med en skive appelsin.

Tip til variation. Erstat appelsinjuicen med blodappelsin- eller grapefrugtjuice.

Campari Mojito – en forførende fortolkning af den klassiske Mojito

4 cl Campari, 1-2 spsk. rørsukker, ½ lime – delt i 4 både, 6-8 friske mynteblade, 2 cl danskvand, knust is. Lime, mynte og sukker mortes let i et højt glas. Fyld et højt glas med knust is og hæld 4 cl Campari i. Top op med lidt danskvand. Vend godt rundt og pynt med lime og mynteblade. Sæt et sugerør i og servér.

Negroni – for dedikerede Campari-drikkere

2 cl gin, 2 cl Campari og 2 cl rød vermouth hældes i et lavt glas med isterninger.  Rør rundt og pynt med en appelsinskive. 

Americano – serveret første gang i Gaspare Camparis bar i Milano i 1860’erne

2 cl Campari og 2 cl rød vermouth fyldes i et lavt glas med isterninger. Top op med danskvand. Rør rundt og pynt med en appelsinskive.

Campari limited edition kunstflaske 2011 fås i dagligvarebutikker, så længe lager haves. Vejl. pris 70 cl kr. 135,00-.

FAKTABOKS I: 

Romero Britto – livsglæde, varme og lidenskab:


Romero Britto og hans otte brødre og søstre voksede op under beskedne kår i byen Recife i det østlige Brasilien. Brittos medfødte kreativitet betød en barndom fyldt med levende farver og billeder af en smuk verden. Hans lærreder bestod af gamle aviser og pap, som han fandt rundt omkring.

Base i kunstnermekkaet Miami

Britto har siden opnået stor international kunstnerisk anerkendelse og bor i dag i kunstnermekkaet Miami, Florida, hvor han har atelier samt eget galleri og flere steder i byen har sat massivt præg på udsmykningen med sin karakteristiske stil, der kombinerer kubisme, pop art og elementer fra graffitiens verden.

Herfra skaber han sine moderne, livsglade og livskraftige mesterværker, der skal bidrage til håb og formidle en følelse af varme.

Kunst er for alle

Britto er stærkt præget af sin opvækst, hvilket også kommer til udtryk gennem hans donationer til over 300 velgørende organisationer. Han ønsker, at kunst skal være tilgængelig for alle, fordi kunst spiller en magtfuld rolle i de udfordringer, vi står over for i verden og derfor er alt for vigtig til at være forbeholdt en snæver elite.

Brittos malerier og skulpturer har i årenes løb været udstillet på fem kontinenter og på flere end 100 gallerier og museer, heriblandt i Carrousel du Louvre Salon Nationale des Beaux-Arts i Paris.

Læs mere om Romero Brittos liv og værker på www.britto.com

FAKTABOKS II: 

Campari – en ægte italiensk cocktail af kunst, kvinder og nydelse…

Campari er Italiens mest berømte aperitif - en bittersød og forfriskende drik, der blev skabt i Milano i 1860 af den anerkendte masterblender Gaspare Campari. Campari består af over 60 forskellige naturlige ingredienser, heriblandt en række nøje udvalgte aromatiske planter, urter og frugter. Den dag i dag produceres Campari stadig efter præcis den samme hemmelige opskrift, som Gaspare Campari udviklede for mere end 150 år siden.

Søn med interesse for kunst og kunstnere

Det blev Gaspares søn Davide, som skulle gøre Campari til en international mærkevare: Davide var en passioneret beundrer af den italienske operasanger Lina Cavalieri, som han fulgte overalt i verden – altid medbringende en flaske Campari, som han promoverede på de mest eksklusive caféer og restauranter, og efterspørgslen fra lande så forskellige som Frankrig, USA og Rusland tog hurtigt fart.

Sideløbende havde Davide en stor interesse for kultur og kunst, som kombineret med hans sans for markedsføring var med til at udbrede kendskabet til den røde eliksir. Davide oparbejdede en betydelig kunstsamling og støttede en række af tidens mest kendte kunstnere, heriblandt Marcello Dudovich, Leonetto Capiello, Fortunato Depero og Bruno Munari, hvis Campari-kunstværk indgår i den permanente udstilling på Museum of Modern Art i New York. Værkerne brugte Davide i markedsføringen af Campari og mange af dem er efterfølgende trykt som kunstplakater, der den dag i dag er attraktive samlerobjekter.

De fleste originalværker er udstillet på Galleria Campari, som blev grundlagt sidste år i Milano, Camparis hjemby, i anledning af Camparis 150 års-jubilæum.

Holder fast i kunsten

Campari er også i dag knyttet til moderne kunst og kultur. Således har Campari fx i de seneste år ved hjælp af nogle af tidens største modefotografer udgivet kunstneriske fotokalendere med nogle af verdens mest populære modeller og filmskuespillere, heriblandt Benito del Toro, Eva Mendes, Jessica Alba og Selma Hayek. Da Campari fejrede sit 150-års jubilæum i 2010 skabte 3 af tidens mest toneangivende kunstnerprofiler motiverne til 3 jubilæums-værker for Campari. Initiativet blev så positivt modtaget, at Campari i 2011 har valgt at følge successen op med et begrænsset oplag af Campari-flasker med motiv af den brasilianske kunstner Romero Britto.

Emner


Mad & Vin