PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/vandv%C3%A6rket-skaber-nye-rammer-for-f%C3%A6llesskabet-25951

Vandværket skaber nye rammer for fællesskabet

Pressemeddelelse september 9, 2019 Vandværket Fællesskaber Sangberg Sifora Transformation

Vandværket i Københavns Nordvest-kvarter bliver forvandlet til et moderne forsamlingshus med mødelokaler, kontorfælleskab, fællesspisning og café. Ejendomsudvikleren Sifora står bag udviklingsprojektet, der skal transformere det 126 år gamle Vandværk til et fleksibelt forsamlingshus med fokus på fællesskabet. Sangberg virkeliggør Skala Arkitekters ideoplæg.

Vandværket 2

Fællesskabet er i fokus i Vandværket, der aktuelt undergår en omfattende transformation. Visionen for Vandværket er at udvikle et sted, der samler lokalbefolkningen og danner rammen for en lang række sociale, kulturelle og erhvervsmæssige aktiviteter. Vandværket skal være et uformelt samlingspunkt for bydelens borgere, besøgende og forretningsdrivende.

Samler lokalbefolkningen
Det er ejendomsudvikleren Sifora, der har købt Vandværket for at skabe et kombineret kulturhus, konferencested med café og kontorhotel.

”Vores vision er at samle lokalbefolkningen og knytte sociale bånd, så vi sammen kan skabe nyt liv i vores fælles byrum. Håbet er at skabe et helt nyt sted i København, hvor både forretningsfolk, studerende og børnefamilier føler sig velkomne. Vandværket kommer til at huse moderne kontorfaciliteter, konference- og mødelokaler og en café. Derudover forvandler vi det store lokale til et moderne forsamlingshus, hvor vi forestiller os forskellige daglige aktiviteter, såsom yogahold om morgenen og fællesspisning om aftenen.”udtaler Rasmus Storgaard, ejer og direktør i Sifora.

Karakterfuld og autentisk
Skala Arkitekter er ansvarlige for de indledende skitser og har sikret projektet de nødvendige kommunale tilladelser. Nu har Sangberg overtaget bygherrerådgivningen og er ansvarlige for at føre projektet endeligt i mål.

Marie-Louise Rooijackers Mejlholm er associeret partner hos Sangberg og projektleder på transformationen af Vandværket. ”Man får så meget karakter og autenticitet forærende med en bygning som Vandværket på Rabarbervej, og når man transformerer denne type bygninger, handler det først og fremmest om at udnytte bygningens iboende potentialer. Særligt er det store rum en gave til det lokale miljø, hvor de fleste bor og har deres daglige gang i mindre huse med mindre rum.”fortæller hun. ”Derudover er det også meget mere bæredygtigt at transformere og genanvende så meget af det eksisterende som overhovedet muligt, så vi sikrer, at Vandværket er et projekt, der slår positivt ud på den sociale såvel som den miljømæssige bundlinje.”

For at fremtidssikre Vandværket er fleksibilitet et nøgleord for projektet, så man bevarer muligheden for, at Vandværket også i fremtiden kan rumme mange forskellige aktiviteter. Derfor er den overordnede tilgang at udvikle så mange store, rene rum som overhovedet muligt og supplere dem med midlertidige indretningsmøbler. På denne måde får de kommende brugere også mulighed for at indtage bygningen og påvirke, hvad der skal ske i Vandværket.

Læs mere om Vandværket på www.vandvaerket.dk

FAKTA Transformation af Vandværket på Rabarbervej
Bygherre: Sifora
Arkitektrådgivere: Sangberg og Skala Arkitekter
Ventilations- og VVS-ingeniør: Øllgaard
Konstruktionsingeniør: Constructa
Entreprenør: Reinfeldt Totalentreprise og BGB
Areal: 1.400 m2 inkl. kælder
Åbning: 1. december 2019

Billedtekst
Vandværket 1-3: Sifora udvikler Vandværket til et moderne forsamlingshus. Foto: Vandvaerket.dk / Sangberg

Kontakter


Emner


Vandværket Fællesskaber Sangberg Sifora Transformation