Værløse slagter hædret for kreativitet og fremsynethed
Pressemeddelelse november 6, 2006 ErhvervFødevareminister Hans Christian Schmidt har bebudet sin ankomst, når Københavns Slagterlaug tirsdag den 7. november kl. 12 kårer slagtermester Jørn Lindhardt i Bymidten 8, Værløse til årets laugsmester.
Læg dertil Jørn Lindhardts kollegiale varme, hans faglige engagement og hans evne til at inspirere nye som garvede i slagterfaget. Så har vi et godt portræt af dette ås vinder, siger oldermand Erik Michelsen fra Københavns Slagterlaug. Oldermanden vil på festlig vis overraske Jørn Lindhardt med prisen tirsdag d. 7. kl. 12 i Bymidten 8, hvor den flotte og meget utraditionelle butik ligger.
Slagter i 2. generation
Jørn Lindhardt fik allerede fra barnsben tæt føling med slagterfaget, da han siddende i en papkasse bag disken kunne følge med i faderens måde at drive slagterforretning på. Han er som en af de få herhjemme uddannet kreaturslagter. Den dag i dag sværger han til kød på krog, da det giver kunderne sikkerhed for, at kødet er modnet på den korrekte måde. Det er i virkeligheden tryghed, jeg sælger, er Jørn Lindhardt kendt for at sige. Kunderne skal kunne regne 100 pct. med, at råvaren er i orden.
Den nuværende butik blev oprindelig indrettet af hans far i en nedlagt cykelforretning. Ved generationsskiftet for et par år siden videreudviklede Jørn Lindhardt butikken og resultatet i dag er en sand oase, der byder på oplevelser for alle sanser.
Eget pølsemageri
Sortimentet rummer et stort udvalg af børnevenlige pølser fra familiens eget pølsemageri, hjemmelavet pålæg, frisksmurte klemmer til sultne håndværkere og forretningsfolk, kød og fjerkræ i superligaen, og ikke at forglemme bøf stroganoff, mørbradgryde eller andre klassikere, som er blevet et forrygende hit hos kunderne.
Jørn Lindhardt har også øl fra små bryggerier, fine vine, eksklusive specialiteter, diverse olier, og som nok eneste slagter herhjemme, hjemmelavede flødeboller og udsøgte chokolader. Lys, servietter, flotte duge og alt det andet, der hører med til et hyggeligt måltid er også at finde hos slagtermesteren, i hvis fremtidsvision der ydermere indgår et lille hjørne til spisning på stedet, når man har valgt sine råvarer og drikkelsen dertil. For som han siger, springet fra mesterslagter og til kok er nu slet ikke så stort.
Bag prisen står Københavns Slagterlaug:
Lauget har rødder tilbage til 1451, fortæller oldermand, Erik Michelsen. Fagets udøvere hed den gang ”kødmagere”, og det blev af bystyret fastsat, at der måtte være 25 slagterboder. Boderne lå i starten på Gl. Torv. De flyttede herefter til ”udkantskvarteret” Kødmangerstræde ved Landemærket. En ganske praktisk placering af hensyn til slagteriaffaldet, som man kunne smide ud i vandløbet Pustervig. Herefter blev slagterboderne reduceret til 12, og de rykkede til hjørnet af Klosterstræde og Skindergade.
I år 1577 blev det forbudt at slagte inden for byens porte. Man opførte da Valkendorffs slagtehus tæt ved Vesterport. Her foregik slagtningerne så indtil huset i 1659 blev ødelagt under svenskernes belejring.
Der blev siden kvægtorv i Trommesalen. Fra 1841 begyndte de københavnske slagtermestre at samles omkring Nikolaj Plads. Her var 75 slagterboder i støbejern opstillet. I daglig tale blev stedet kaldt byens mave. Storm Ps far havde en af slagterboderne, og her var den berømte søn en kort overgang i slagterlære.
Københavns Slagterlaug omfatter i dag godt 90 selvstændige slagtermestre fra hele HT området. Hvert år bliver der optaget fire nye, fortæller Erik Michelsen, der fremhæver høj faglig kunnen som et af de mange optagelseskrav.
Kontakter
Oldermand Erik Michelsen
Københavns Slagterlaug✉ older********************* Vis...
☎ 20292**** Vis...
http://www.slagterlauget.dk
Emner
Erhverv