PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/v%C3%A6r-opm%C3%A6rksom-p%C3%A5-indeklimaet-n%C3%A5r-du-k%C3%B8ber-bolig-2866

Vær opmærksom på indeklimaet når du køber bolig

Pressemeddelelse maj 30, 2006 Helse

Familien Danmark indretter sin bolig, så den passer præcis til familiens behov og smag. Men de færreste ved, at et godt indeklima har stor betydning for, hvordan vi trives i boligen.

Dsc01403
Danskerne skifter bolig som aldrig før. Alene i påsken, bededagsferien og Kristi Himmelfartsdag blev der solgt boliger i Danmark for syv milliarder kroner. Og ejendomsmæglerne forventer tilsvarende travlhed i pinsen.

Det betyder, at byggebranchen kan regne med god beskæftigelse i lang tid endnu. For familien Danmarks ny bolig bygges om og bygges til, så den passer præcis til familiens behov og smag. Sådan da. Ifølge foreningen Dansk Ventilation ofrer vi alt for lidt opmærksomhed på indeklimaet i vore boliger.

- Der nyindrettes køkkener og badeværelser i stor stil, der bygges til og bygges om for milliarder, og der investeres rigtig mange tanker og kroner i farver og smarte detaljer og møbleringmen de færreste undersøger, om den ny bolig har et godt indeklima, påpeger indeklimaeksperterne i foreningen, der er brancheorganisation for de danske virksomheder, der udvikler og producerer teknik og teknologi til forbedring af indeklimaet i erhvervsbyggeri, institutioner og privatboliger.

De huse og tilbygninger, vi opfører i dag, er højisolerede og supertætte, fordi bygningsreglementet kræver det. Reglerne er fastsat efter, at vi ønsker at spare på energien til opvarmning. Og vi bygger med moderne materialer for at forbedre bygningernes kvalitet, holdbarhed og pris. Men mange af de nye byggematerialer og materialerne i de ting, vi omgiver os med, har en uheldig indflydelse på indeklimaet. Det gælder støv, pollen og lugt, dampe fra materialer i møbler, gulvtæpper og it-udstyr samt kemiske stoffer i blandt andet rengøringsmidler. Og husenes tætte og velisolerende konstruktion forstærker problemerne. Fugt fra madlavning og planter, støv, pollen, lugt og afdunstninger kan ikke slippe ud.

Løsningen er, at man også i privatboliger gør noget aktivt for at sikre et godt indeklima, anbefaler eksperterne i Dansk Ventilation:

- Et komplet anlæg til at sørge for friskluft og et godt indeklima i et typisk enfamiliehus på 130-140 kvadratmeter koster et halvt hundrede tusind kroner og dermed under fem procent af den samlede investering i et typisk enfamiliehus. Et sådant anlæg erstatter dårlig luft med frisk luft, så menneskene i huset ikke indånder støv, pollen, lugte og dampe. Samtidig sørger anlægget for, at varmen i indendørsluften genbruges. Det betyder, at investeringen i indeklimaanlægget set over nogle år er en ganske fornuftig forretning for boligejeren, fordi de dyre varmegrader ikke bare forsvinder ud ad åbne døre og åbne vinduer, sådan som det er tilfældet, når vi lufter ud på gammeldaws facon.

Virksomhederne i Dansk Ventilation har egne udviklingsafdelinger, men samarbejder også tæt med forskere på Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet og Statens Byggeforsknings Institut om at finde løsninger til forbedring af indeklimaet i dansk erhvervsbyggeri, institutionsbyggeri og boligbyggeri.


Flere informationer om et bedre indeklima fås af Erik Kelvin, Danvak A/S, telefon 36 36  90 60. Du kan læse mere om brancheforeningen på  www.danskventilation.dk


Billedtekst: Mange af de moderne byggematerialer har en uheldig indflydelse på indeklimaet i boligen. Både i ejerlejligheder og enfamiliehuse kan det være en god ide at investere i et anlæg, der renser luften for støv, pollen, lugte og dampe.

Kontakter


Emner


Helse