PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/uvirksomt-desinfektionsmiddel-4277

Uvirksomt desinfektionsmiddel!

Pressemeddelelse august 29, 2007 Landbrug og Fiskeri

STALDREN kunne ikke dokumentere angivelser om produktets bakteriedræbende effekt.

Højesteret afsagde den 27. august 2007 dom i en sag mellem Stormøllen A/S og J.N. Jorenku. Under sagen påstod Stormøllen A/S, at J.N. Jorenku måtte anerkende, at angivelserne af produktet STALDRENS egenskaber som "100% bakteriedræbende" og/eller "effektivt bakteriedræbende" ikke er videnskabeligt bevist eller dokumenteret.


Højesteret gav Stormøllen A/S medhold i denne påstand.


Direktør for Stormøllen A/S, Niels van Wyhe udtaler: "Det har været bekymrende at opleve, at producenten og forhandlere af STALDREN landet over har fremhævet produktets kvaliteter på grundlag af laboratorieanalyser, som efter vor opfattelse ikke var holdbare. Det er glædeligt, at Højesteret nu fastslår, at lovende udtalelser om produktets effektivitet skal kunne dokumenteres."


I markedsføringsmateriale anvendt af J.N. Jorenku i 1990'erne og frem til 2003 fastslog J.N. Jorenku, at STALDREN var virksomt overfor fluelarver, og at produktet var 100% bakteriedræbende og/eller effektivt bakteriedræbende. Udsagnene om produktets bakteriedræbende effekt grundede sig på analyser foretaget af Steins Laboratorium. J.N. Jorenku måtte senere erkende også at have fusket med en Steins-analyse, som var lavet for Stormøllen A/S's produkt STALOSAN. 


Stormøllen A/S anlagde sag mod J.N. Jorenku om disse forhold.


I en dom fra forsommeren 2005 fastslog Sø- og Handelsretten, at J.N. Jorenku var uberettiget til at hævde, at STALDREN var virksomt overfor fluelarver. Sø- og Handelsretten fandt derimod, at udsagnene om STALDRENs bakteriedræbende effekt lå indenfor rammerne af de såkaldte lovlige anprisninger, det vil sige udsagn, som man ikke er forpligtet til at dokumentere.


Stormøllen A/S ankede sagen til Højesteret. En sagkyndig udtalelse under sagen fastslog, at de af J.N. Jorenku anvendte laboratorietests i det store og hele var uanvendelige. Højesteret fandt, at udsagnene om STALDRENs bakteriedræbende effekt var udsagn, som ikke blot var anprisninger, men udtalelser om faktiske forhold som efter markedslovens bestemmelser skal kunne dokumenteres. Idet testene efter den foreliggende sagkyndige erklæring ikke fandtes anvendelige hertil, bestemte Højesteret, at J.N. Jorenku ikke var berettiget til at anvende udsagnene om produktets bakteriedræbende effekt.


Direktør Niels van Wyhe udtaler: "Vi vil også fremover holde øje med, om vores konkurrenter markedsfører produkterne på et lødigt grundlag. Vi vil især holde et vågent øje med tilfælde, hvor konkurrenter uberettiget sammenligner deres produkter med det veldokumenterede STALOSAN. Det gælder både producenter og forhandlere. Vi håber, at Højesterets dom i sagen kan medvirke til, at produktinformationer til både erhvervsmæssige og private landbrug gives på et fuldt underbygget videnskabeligt grundlag."


En kopi af dommen og nærmere information om sagen kan rekvireres ved henvendelse til Stormøllen A/S, Ringsbjergvej 16, 4682 Tureby, tlf. 56 28 34 13, att.: Direktør Niels van Wyhe eller hos Stormøllens advokat, advokat Jan Schøtt-Petersen, Advokatfirmaet Schøtt-Petersen Degnegaard, Søndre Strandvej 40, 3000 Helsingør, tlf. 49 21 97 00.      

Kontakter


Emner


Landbrug og Fiskeri