PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/uventet-opbremsning-i-solcellebranchen-14440

Uventet opbremsning i solcellebranchen

Pressemeddelelse november 1, 2012 Erhverv

Efter ét år med fuld tryk på salget af solceller kan markedet for de populære solceller have toppet. For eksempel er antallet af Google-søgninger på solceller dykket markant i oktober, og samtidig er de traditionelle vinteropgaver som isolering og indendørsrenoveringer steget, efter at kulden er ankommet til Danmark.

Energihjem logo press

2012 har været solcellebranchens store gennembrud. Ved udgangen af oktober har omkring 30.000 husstande fået et solcelleanlæg sat op, og samtidig har markedet haft lukrative tilskudsordninger. Men nu viser nye tendenser, at markedet for solceller kan have toppet i denne omgang.

Ser man på barometret over populære Google-søgninger dukker solceller op. I 2012 er antallet af søgninger på ordet ”solceller” steget fra indeks 18 i januar til indeks 100 i slutningen af september – altså en femdobling i antallet af søgninger på solceller, hvilket afspejler den vækst, branchen har oplevet i det forgangne år.

Fald på 35 procent
Men nu kan opturen for solcellemarkedet have nået toppen i denne omgang. Kigger man nemlig på samme Google-indeks for ordet ”solceller”, kan man fastslå, at antallet af Google-søgninger på solceller er faldet i oktober fra indeks 100 til indeks 65 ved udgangen af oktober. Det kan altså tyde på, at interessen for solceller har toppet indtil videre.

Samme billede gør sig gældende hos Energihjem.dk, der formidler energirenoveringsopgaver, herunder solcelleopgaver. I 2012 har firmaet oplevet en vækst på 700 procent i antallet af solcelleopgaver sammenlignet med 2011, men i takt med at kulden er kommet til landet, og vi er gået ind i vinterhalvåret, er der ikke tale om den samme vækst.

Toppet i denne omgang
”Frem til september modtog vi dagligt en stribe opgaver med solceller, men i oktober har vi godt kunne mærke, at interessen for solceller er dalet, og markedet virker til at have toppet i denne omgang. Selvfølgelig modtager vi fortsat solcelleopgaver, men ikke i samme grad som tidligere. Samtidig er regeringen på vej med forringelser i tilskudsmulighederne til solceller, og det har naturligvis også en effekt på antallet af opgaver,” siger kommunikationschef Michael Müller.

Men selv om solcellebranchen kan have toppet, går det stærkt i en anden branche, fortæller Michael Müller.

Travlhed i isoleringsbranchen
”Vi kan se, at i takt med at solcelleopgaverne er faldet, er antallet af isolerings- og termograferingsopgaver steget. Kulden er kommet, og så begynder vi at isolere og termografere vores huse. Det er helt klassisk for årstiden, så selv om solcellemarkedet falder, er der altså andre brancher der har rigtig travlt i øjeblikket. Vores isolatører, VVS’er, murer, vinduesleverandører oplever, at der er gang i den. Man kan naturligvis ikke afvise, at solcellebranchen rykker af sted igen til foråret, men lige nu lader det til, at vi har set et marked, der har toppet for nu.”

Isoleringsopgaver er en typisk efterårs- og vinteropgave, når kulden slår igennem.

Emner


Erhverv