PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/unge-vil-gerne-have-gr%C3%A6nser-for-deres-alkoholforbrug-3121

Unge vil gerne have grænser for deres alkoholforbrug

Pressemeddelelse september 5, 2006 Helse

De fleste forældre lægger vægt på, at deres barn har kammerater og er med i det sociale liv med fester og sammenkomster. Så når man som forældre får at vide, at "alle de andre må drikke alkohol", vil man ikke holde sit eget barn uden for fællesskabet. Men det viser sig faktisk, at de unge selv efterlyser faste regler, og de opfatter manglende grænser som ligegyldighed. I en undersøgelse blandt 7. klasser svarede 93 % af de unge "Ja" til regler for deres alkoholforbrug, og 1/3 ønskede forældrene ville forsøge at få dem til ikke at drikke noget alkohol overhovedet (Børnerådet, 2003).

Foto piger
Derfor gør man børnene en bjørnetjeneste ved ikke at sætte grænser. Hvis forældrene i klassen eller fritidsklubben sammen forbyder alkohol, bliver det lettere for de unge at sige nej og modstå drikkepres fra ældre kammerater. Det viser sig, at unge, hvis forældre har sat faste grænser, drikker meget mindre end unge, hvis forældre accepterer, at de drikker sig fulde. Så forældrenes holdninger har stor betydning for, om de unge drikker. En undersøgelse i 9. klasse (ESPAD) viste, at i de hjem, hvor moderen ikke accepterede, at barnet drak sig fuld, var der 15 %, der havde været fulde mere end 10 gange inden for det seneste år. Derimod var tallet 67 % for de unge, hvis mor accepterede, at barnet drak sig fuld.  Forældrenes holdning bestemmer således, hvor meget den unge drikker.

Skab netværk
Tal sammen i forældregruppen. De unge står stærkere, hvis det er en samlet forældregruppe, der står bag reglerne. Selvom man ikke kan opnå enighed i alle grupper, kender man i det mindste de andre forældres holdning og kan tilbagevise misforståelser om, at alle andre i en klasse må drikke.  Det er desuden en god idé at aftale, at det er i orden at kontakte de andre forældre, hvis der er noget, man undrer sig over.

Brug tid sammen

Mange unge giver udtryk for, at de ønsker mere tid sammen med deres forældre. Selvom teenageårene er en løsrivelsesproces væk for forældrene, har de store børn også brug for omsorg og tid. Den bedste forebyggelse er at være åben og lydhør over for sit barn, så man som forældre får at vide, hvad der bekymrer og rører sig. Vil man som forældre vide, hvad ens teenager og kammeraterne foretager sig, er man nødt til at lytte tillidsfuldt og anerkendende.

Første fester med alkohol
Udskyd debutalderen for alkohol længst muligt. Selvom enkelte i en klasse er begyndt at drikke alkohol, skal det ikke være de tidlige elever, der sætter normen for hele klassen. Folkeskolen skulle gerne være alkoholfri. Men når man i forældregruppen begynder at tillade alkohol til fester, så aftal hvor meget der må drikkes, og husk at servér masser af sodavand som alternativ.

Hjemkomsttidspunkt og henteordninger
Aftal et fast hjemkomsttidspunkt for fester. Aftal desuden forældrene imellem, hvem der henter de unge fra festen. Trafikulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn og unge, og berusede unge er en meget udsat gruppe i trafikken.

Giv dem et godt måltid mad
Alkohol på tom mave går lige i blodet. Hvis maven er fuld, bliver alkoholen længere tid i mavesækken, og leveren når at nedbryde mere alkohol, inden det med blodet føres ud til kroppens organer. Sørg derfor for, at de har spist et solidt måltid inden en fest med alkohol. Og vær særligt opmærksom på, at mange teenagepiger passer på vægten og derfor springer måltider over.

Lær dem, hvad en genstand er
En genstand svarer til en almindelig pilsner eller et glas vin, mens der er ca. 20 genstande i en flaske spiritus (afhængigt af styrken). De unge skal vide, hvor meget en genstand er, og at det tager ca. 2 timer at forbrænde en genstand.

Unge med stort forbrug
Det er som regel de samme to-tre unge til festerne, der drikker mest. Undersøgelser viser, at et kort interventionsforløb, hvor en kammerat eller en voksen fortæller, at de har bemærket, at han eller hun drikker meget, kan få den unge til at drikke mindre. Det hjælper altså noget at gribe ind og fortælle, at man har registreret det store alkoholforbrug. Så både kammerater og voksne kan gøre noget, når en ung drikker meget.

Forbrug og selvværd
Jo mere selvtillid, jo lettere er det at sætte grænser. Undersøgelser viser, at der ofte er sammenhæng mellem et stort alkoholforbrug og trivsel. Hvis man som voksen har mistanke om, at en ung bruger alkohol som flugtmiddel, så forsøg at tal med ham eller hende og find ud af, hvilke problemer, det drejer sig om. Selvtillid og tro på, at problemer kan løses, er et godt værn mod gruppepres for at drikke.

Råd til forældre om unge og alkohol er hentet fra GODAs folder ”Til forældre med teenagere”. På www.goda.dk er der yderligere vejledning for forældre og lærere om alkohol og unge.

GODA Foreningen Gode Alkoholdninger - er stiftet af Bryggeriforeningen, Foreningen af Danske Spiritusfabrikanter og Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (V.S.O.D)

Kontakter


Emner


Helse