Unge med særlige behov har også valgmuligheder
Pressemeddelelse august 26, 2015 Unge med særlige behov Autisme Adhd InklusionI en tid hvor inklusionsdebatten raser, sætter messen Ud i Fremtiden unge med særlige behov og deres valgmuligheder i fokus. Det sker blandt andet i Odense den 10. september.
De er svære at få til at passe ind i et klasselokale, og derfor føler de ofte, at deres uddannelse er mere eller mindre tilfældige tilbud baseret på kommunale budgetter. Det var baggrunden, da messen Ud i Fremtiden første gang åbnede dørene i Roskilde i 2009.
Med den ønskede uddannelsesinstitutioner og foreninger at gøre opmærksom på de mange valgmuligheder unge med for eksempel fysiske eller psykiske handicaps har, selvom det ofte kan føles stik modsat, når debatten om inklusion raser blandt politikere og medier.
”Vi har kunnet mærke, at der har været stigende interesse for vores messer rundt omkring i landet, fordi de unge, deres forældre og vejledere, mangler et sted, hvor de kan få overblik over de forskellige tilbud, som eksisterer og møde menneskerne bag”, siger Heidi Franke, der er projektleder på initiativet.
Hun glæder sig over, at messen nu for første gang kan åbne dørene i Odense. Messen har tre gange tidligere fundet sted i Vissenbjerg, men rykker nu til den fynske hovedstad for at give endnu flere unge mulighed for at lægge vejen forbi den årlige begivenhed. Her har 40 uddannelsesinstitutioner og foreninger indenfor specialområdet allerede tilmeldt sig messen, som finder sted i Dalumhallen den 10. september.
”Uddannelsesjunglen kan være rigtig svær at finde rundt i, men unge med særlige behov har også ret til selvbestemmelse og mulighed for at vælge til og fra. Det er det, vi forsøger at fremhæve på en messe, der er dedikeret netop til dem og deres forældre”, uddyber Heidi Franke, som håber, at initiativet vil være med til at skabe overblik for den enkelte elev, så de i højere grad kan føle et frit uddannelsesvalg.
Messen er blevet til i samarbejde med Ligeværd og Consentio og finder sted i Dalumhallen, Mejerivej 1, Odense S den 10. september kl. 9-19. Indgang er gratis.
Yderligere oplysninger:
Projektleder Heidi Franke, tlf. 7879 7865, [email protected]
Journalist Signe Hare, tlf. 5055 0919, [email protected]
Udstillerliste opdateres løbende på http://www.udifremtiden.dk/
Tekst til foto:
Fynske unge, der ikke passer ind i uddannelsessystemets traditionelle kasser, får deres eget forum, når messen Ud i Fremtiden rykker til Odense den 10. september.
Emner
Unge med særlige behov Autisme Adhd Inklusion