PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/undervisningsministeriet-h%C3%A6drer-moses-jesus-og-muhammed-5990

Undervisningsministeriet hædrer Moses, Jesus og Muhammed

Pressemeddelelse oktober 1, 2008 Uddannelse

Undervisningsmiddelprisen 2008 på 30.000 kr. gik i dag til den 77-årige lærebogsforfatter Merete Engel, som med trebindsværket "Tre religioner" ifølge fagfolk har sat en helt ny standard for at undervise i kristendom, islam og jødedom i folkeskolens ældste klasser.

Bertel og Merete

Priskomiteen i Undervisningsministeriet var heller ikke i tvivl: "Tre religioner sammenstiller ligheder og forskelle på en inspirerende og tilgængelig måde. Tilsvarende materiale findes næppe. Det er et gennemarbejdet, engagerende og relevant materiale, som giver store muligheder for et kompetent arbejde med de tre religioner," sagde komiteen ved overrækkelsen af prisen til den, naturligvis rørte, forfatter Merete Engel.

Merete Engel kunne være gået på pension for længst, men personlige forhold gjorde, at hun i stedet kastede sig over et nærmere studie af kristendommens rødder - som langt hen ad vejen er fælles med jødedommens og islams. Studierne gav hun ideen til dette værk, som det tog hende seks år at udarbejde, og som udkom på Haase & Søns Forlag sidste år til stor glæde for mange folkeskolelærere. Nu fik de endelig materialet til en saglig gennemgang af de tre beslægtede religioner, der i disse år vækker mange, ofte usaglige, diskussioner - ikke bare i folkeskolen.

Det er 13. år Undervisningsmiddelprisen bliver uddelt. Prisen gives til et nyt undervisningsmateriale af bemærkelsesværdig høj kvalitet til folkeskolen, ungdoms- eller voksenuddannelserne. Undervisningsmiddelprisen er indstiftet af Undervisningsministeriet i samarbejde med fagbladene Folkeskolen, Gymnasieskolen og månedsmagasinet Undervisere.


Billedtekst: Bertel Haarder med prisvinderen Merete Engel. "Jeg glæder mig meget til at læse bøgerne," sagde ministeren efter prisoverrækkelsen.

Yderligere oplysninger:
Prismodtager Merete Engel, 3834 2302
Haase & Søns Forlag, direktør Michael Haase 3318 1080
Priskommiteens formand, professor Christian Kock, KUA, 3532 8880

Hele materialet "Tre religioner" kan også ses på www.haase.dk

Kontakter


Michael Haase

Forlagschef
Haase & Søns Forlag
mh@ha****** Vis...
33 14****** Vis...

Emner


Uddannelse