PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ukuelig-plattehandler-runder-70-%C3%A5r-15047

Ukuelig plattehandler runder 70 år

Pressemeddelelse februar 4, 2013 Hus og Have

”Man kan ikke drive en virksomhed i en lang periode uden kriser, hvor det er fristende at give op” – Jørgen Risager, DPH Trading.

Jorgen Risager

Landskabet bølger sig under det fine hvide tæppe af sne, som efterhånden er som støbt sammen med den kolde jord. I horisonten kan man ane de enorme gartnerier blandt idylliske marker og mindre skovområder. Stedet hvor denne seværdige udsigt kan opleves, er Løkkegravene lidt nord for Odense. Her bor Jørgen Risager med sin hustru Inger gennem 48 år. På fredag d. 8. februar fylder Jørgen Risager 70 år.

Mere end bare platter

I denne, den engang største privatbolig på Fyn, har Jørgens succesfulde forretning også adresse. Dansk Platte Handel & Eksport hed den engang. Det var dengang Jørgen, over en god middag hos sin svoger og svigerinde, fik ideen til at handle med de smukke glaserede juleplatter fra Royal Copenhagen og Bing & Grøndahl.

Nu er navnet ændret til DPH Trading. ”Det var for at gøre det mere bredtfavnende og internationalt”, fortæller Jørgen, og fortsætter: ”Da vi efter de første forrygende 10 år med kraftig vækst og handel med platter, begyndte at inddrage lamper og lampeskærme m.m., var navnet ikke længere så passende i forhold til sortimentet.”

Kaniner, landbrug og frugt & grønt

DPH Trading blev for første gang momsregistreret tilbage i februar 1972, men det var langt fra den første virksomhed Jørgen Risager begav sig i kast med. Jørgen begyndte sin iværksætter karriere allerede som 9-10-årig med at sælge kaniner, efter hans forældre havde købt et mindre landbrug på 50 tønderland, da Jørgen var 6 år gammel. Opvæksten på en gård i Sønderjylland blev Jørgens barndomshjem, indtil han fløj fra reden.

Efter folkeskolen på den lille skole i Endrupskov ved Gram havde Jørgen mange ideer og planer for hvad, han ville med sit liv. Faderen så gerne, at Jørgen overtog gården, og førte den videre efter ham, men Jørgen ville først prøve sine egne ideer af. Det blev da også både til karl på en gård, elev på en forsøgsgård, samt fodermester på en tredje gård. Først fik Jørgen dog arbejde hos Gram Køleskabsfabrik i Vojens og efter sine forsøg på at efterleve faderens ønske og blive landmand, blev Jørgen selvstændig entreprenør.

Tiden som selvstændig var dog i første omgang kortvarig, da Jørgen blev indkaldt til militæret. Da værnepligten var overstået, tog han på Handelsskolen i Horsens. Det blev for alvor starten på Jørgens handelskarriere.

Straks efter handelsskolen købte Jørgen en lastbil, og gik i gang med at sælge frugt og grønt m.m. ”Jeg købte de fleste varer en gros hos GASA i Kolding og Odense, og opbyggede salgsruter, hvor jeg afsatte varerne direkte til forbrugerne”. Salget gik godt og forretningen blomstrede, så da et nedlagt mejeri i Gram blev sat til salg, købte Jørgen det.

”Jeg havde slået større brød op end jeg kunne bage”

Mejeriet var ganske stort, med beboelse og flere store bygninger tilknyttet. Her havde Jørgen store planer om at udvide sin forretning. ”Jeg havde store planer med bl.a. at modne bananer og handle en gros med frugt og grønt”, siger Jørgen, samtidigt med at han kniber øjnene sammen, og spejder ud over den spejlblanke sø omgivet af de mørke bladløse træer.

De store planer med frugt og grønt forretningen levede desværre ikke op til forventningerne. Selv om der blev købt flere lastbiler og ansat kørende sælgere og salgschauffører, gik firmaet konkurs i 1967. ”Jeg havde slået større brød op, end jeg kunne bage, økonomien lå i ruiner, og vi var tilmed husvilde”, beretter Jørgen. Jørgen havde i mellemtiden giftet sig med sin nuværende hustru Inger, og sammen fik de i 1966 datteren Lone.

Den lille familie fandt et mindre hus i Sletterød ved Harndrup, hvor de boede til leje. På det tidspunkt gik Jørgen efter job, hvor han kunne tjene mest. Han arbejdede for bl.a. Asfaltværket i Fjelsted, entreprenørfirmaet Hans Jørgensen & Søn og Østergaard Autodele i Odense. Da han arbejdede for sidstnævnte, kom Jørgen på ideen med at handle porcelæn og platter. Han fik orlov, og begyndte udviklingen af forretningen i januar 1972, en måned efter blev DPH Trading momsregistreret.

40 år og 9.000 forskellige varer

Siden dengang har Jørgen både udvidet og investeret i handlen med danske og udenlandske porcelænsplatter og figurer. Forretningen tog gevaldige skridt rent teknologisk, da man gik online med DPH Trading som webshop. Der findes mange danske antik forhandlere og forretninger med designer artikler, men kun få har så stort og ikke mindst detaljeret et sortiment som DPH Trading. Takket være Jørgens nytænkning, ihærdighed, vilje og tålmodighed har DPH Trading kunnet overleve både varernes svingende popularitet og finanskriser.

Den spæde start for DPH Trading tog sin begyndelse på Reventlowsvej i Odense. På grund af den tidligere konkurs med frugt og grønt forretningen, var det vanskeligt at skaffe den nødvendige startkapital. Da det endelig lykkedes at få startkapital fik Jørgen afslag fra kommunen om at drive forretning fra hjemmet på Reventlowsvej. Derfor købte familien et hus på Lundsgårdsvej i Odense V. Det blev adressen for Dansk Platte Handel & Eksport de første 10 år, indtil man flyttede til det nuværende domicil på Løkkegravene 49 i Odense N.

Jørgen Risager har nu i mere end 40 år drevet DPH Trading som butik, en gros handel og de seneste år også som nethandel med mere end 9000 forskellige varer og et lager indeholdende langt over 200.000 artikler. De famøse juleplatter i glaseret porcelæn er fortsat hovedvaren, selvom DPH Trading også kan bryste sig af at have Danmarks største udvalg af lampeskærme.

Fra et indre mission hjem, via ateisme til selvudvikling og indre ro

Porcelænsfigurer og platter er ikke længere så populære, som de var ved firmaets start, men de er så småt ved at blive eftertragtede igen. Det har dog krævet en vis portion is i maven og indre ro – en ro som Jørgen har fundet for mange år siden, da han fik interesse for det spirituelle univers, indiske vismænd og guruer.

Interessen startede, da Jørgen var i slutningen af tyverne. På det tidspunkt havde Jørgen ikke længere så megen tro, og han betragtede sig selv som ateist. Det føltes som en rodløs tid hvor han også drak for meget – og størstedelen af det var ikke postevand.

Jørgen husker ikke selv, hvad der præcist fik ham til at få interesse for det spirituelle, men han indså at en ateistisk opfattelse var temmelig naiv. Jørgen kigger op, og spørger: ”Hvordan kan alt i universet opføre sig intelligent, hvis det ikke styres af en intelligens? Den indsigt fik mig bl.a. i gang med TM (transcendental meditation), og jeg har nu været medlem af Rosenkreuzer Ordenen i snart 40 år”.

Nøglen bag DPH Trading

Når Jørgen ser tilbage på sit liv som iværksætter, entreprenør og forretningsmand, er det indtoget af det spirituelle i hans liv, som har bibragt ham den største positive forandring. ”Jeg tvivler meget på, at DPH Trading havde eksisteret i dag uden denne indsigt, som har hjulpet mig igennem svære perioder og udfordringer. Man kan ikke drive en virksomhed i en lang periode uden kriser, hvor det er fristende at give op”.

Selvudvikling har været kernen gennem de seneste år af Jørgens karriere. Særligt fremhæver han Eckhart Tolles bog ”Lev i Nuets kraft” som en stor inspirationskilde for sin indre ro. Jørgen mediterer således hver dag og somme tider flere gange om dagen. Videoen og bogen ”Hemmeligheden”, af Rhonda Byrne, kan med lidt forbehold anbefales, hvis ens vanetænkning skal udfordres.

Jørgen Risager fylder 70 år d. 8. februar 2013. I 1965 blev Jørgen gift med Inger Risager. De bor stadig sammen i samme bygning, som også rummer forretningen DPH Trading. Datteren Lone Risager er senior partner i DPH Trading, og har således fulgt i sin fars fodspor i forhold til handel med platter og meget mere.

DPH Trading forhandler både i den fysiske butik på løkkegravene 49 og på internettet på adressen www.dphtrading.dk. Her kan man købe alt indenfor platter, porcelænsfigurer, glaskunst, orientalske møbler, lamper og lampeskærme samt andet dansk design og samlerartikler.

Emner


Hus og Have