PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/uddannelsesmesse-for-unge-med-s%C3%A6rlige-behov-i-vejle-22884

Uddannelsesmesse for unge med særlige behov i Vejle

Pressemeddelelse august 31, 2016 Unge med særlige behov Specialuddannelse Autisme Magasin Unge Stu Kuu Adhd Handicap Ungdomsuddannelse Uddannelse Uddannelsesmesse Egu Handicappede Diagnoser

På Ud i Fremtiden – uddannelsesmessen for unge med særlige behov - kan unge med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser møde nogle af de ungdomsuddannelser og institutioner, der kan hjælpe dem godt på vej ud i voksenlivet

PM foto

Unge med særlige behov passer ikke altid ind på de traditionelle ungdomsuddannelser. De har behov for den ekstra støtte og vejledning som et specialiseret tilbud kan give. Men det kan være svært for forældre, fagfolk og de unge selv at danne sig et overblik over de muligheder, der eksisterer.

Det har Ud i Fremtiden rådet bod på siden messen åbnede dørene for første gang i Roskilde i 2009. Siden er det blevet til arrangementer i Odense og Aarhus samt Vejle. Som noget nyt åbner messen nu også i Aabenraa.

Onsdag d. 14. september kommer DGI-Huset i Vejle til at summe af liv, når op mod 40 udstillere præsenterer deres tilbud og information til de besøgende.

”Unge med særlige behov og deres forældre skal have samme mulighed som alle andre for at spore sig ind på den fremtid, der passer til dem. De har nogle udfordringer andre unge ikke møder i forhold til frit at kunne vælge, men vi vil gerne give dem og deres pårørende nogle redskaber til at hjælpe dem med deres valg,” fortæller projektleder Lienette Hansen. ”Samtidig er Ud i Fremtiden også en enestående mulighed for udstillerne for at netværke og lære fra hinanden.

Oplever at kunne noget

Specialtilbud har ofte en mere praktisk tilgang til undervisningen og tager samtidig fat i alle de ting, eleverne har brug for at vide, så de i størst muligt omfang kan klare sig selv fremover. Det kan fx være brugen af netbank, hvordan man klarer sig med offentlig transport eller at lære at spise sundt og varieret.

Når en elev kommer i gang med et specialtilbud er det som regel med en masse uheldige oplevelser i baggagen enten i form af nederlag på andre uddannelsesinstitutioner eller i form af omsorgssvigt i deres opvækst. Mange oplever for første gang, at de rent faktisk kan noget, og de oplever en positiv voksenkontakt.

På messen vil de besøgende også kunne møde Ungdommens Uddannelsesvejledning på standen UU Danmark. Her kan unge, pårørende og fagfolk få viden om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) og høre nærmere om de andre muligheder, der findes for målgruppen.

Messen er blevet til i samarbejde med Foreningsfællesskabet Ligeværd og finder sted d. 14. september i DGI-Huset, Vestre Engvej 57 i Vejle mellem 9-17. Indgang er gratis. 

Yderligere oplysninger:

Projektleder Lienette Hansen, tlf. 56 27 64 44, [email protected]

Kommunikationsansvarlig Christina Qvistgaard, tlf. 21 49 48 60, [email protected]

Udstillerliste opdateres løbende på www.udifremtiden.dk/

Følg også messen her www.facebook.com/udifremtiden/

Tekst til foto:

Sydjyske unge, der ikke passer ind i det traditionelle uddannelsessystem får deres eget forum, når messen Ud i Fremtiden afholdes i Vejle den 14. september.   

Emner


Unge med særlige behov Specialuddannelse Autisme Magasin Unge Stu Kuu Adhd Handicap Ungdomsuddannelse Uddannelse Uddannelsesmesse Egu Handicappede Diagnoser