Tyske turister skal tilbage i feriehusene
Pressemeddelelse april 18, 2005 ØkonomiNu skal der rettes op på nedgangen i udlejning af danske feriehuse til tyske turister. Udlejningsbureauet NOVASOL/dansommer sætter ind med ekstra 10 millioner kroner i markedsføringen på det nordtyske marked.
Sidste år gik Danmark glip af turistindtægter på ca. 400 mio. kroner som følge af nedgangen i udlejning af sommerhuse til tyske turister. Og i år tegner tendensen til at fortsætte. Men nu vil landets største udlejer, NOVASOL/dansommer, vende udviklingen.”Hvis vi ikke gør det nu, vil det være et alvorligt slag ikke kun mod feriehusturismen men også mod alle de øvrige brancher, der lever af turister i feriehuse”, siger adm. dir. Erling Holmbjerg, NOVASOL/dansommer.
Fordobling af markedsføring
NOVASOL/dansommer har derfor besluttet at pumpe ekstra 10 millioner kroner i avisannoncer, radio- og tv-reklamer og en direkte indsats overfor rejsebureauerne i Nordtyskland. Det er tæt på en fordobling af det normale markedsføringsbudget for dette område.
”Vi kan glæde os over, at vi i NOVASOL/dansommer havde en lille fremgang i udlejningen sidste år, men for branchen som helhed betød den dårlige tyske økonomi en nedgang. Nu ser nedgangen ud til at fortsætte, og det må og skal vi vende”, siger Erling Holmbjerg.
Han beklager også, at staten har skåret ned på markedsføringen af Danmark i udlandet:
”Regeringen burde indse, at de penge, staten bruger på turismen, kommer mangefold igen”, siger Erling Holmbjerg.
Internettet forsinker bookning
Problemerne forstærkes af, at tyskerne er begyndt at booke ferie via Internettet, og det betyder, at de beslutter sig senere og senere for, hvor de tager på ferie.
”De analyser, vi har, fortæller, at tyskerne faktisk er interesserede i at tage til Danmark, men samtidig ved vi, at især Italien, Frankrig og Spanien lige nu står på spring for at få tyskerne sydpå og investerer meget store beløb i markedsføringen. Derfor må vi rykke stort og hurtigt, så når tyskerne sidder foran computeren for at vælge ferie, så er Danmark inde i deres bevidsthed som et perfekt ferieland”, siger Erling Holmbjerg, NOVASOL/dansommer.
--------------------
Novasol/dansommer er Danmarks største feriehusudlejningsbureau og udlejer årligt 21.000 ferieboliger beliggende i 16 lande - heraf 10.000 i Danmark.
I Danmark står tyske turister for den største del af overnatningerne, nemlig ca. 70 procent.
Udlejningen foregår på 10 forskellige markeder og genererer en omsætning på ca. 1,3 mia. kr. Novasol/dansommer beskæftiger 400 fastansatte samt 1300-1700 timelønnede medarbejdere.
Kontakter
Adm.dir. Erling Holmbjerg
NOVASOL/dansommer✉ novas************* Vis...
☎ 39 13****** Vis...
http://www.novasol.dk
Emner
Økonomi