PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/to-odenseanske-piger-trodser-finanskrisen-og-satser-alt-p%C3%A5-egen-butik-11225

To odenseanske piger trodser finanskrisen og satser alt på egen butik

Pressemeddelelse oktober 20, 2010 Livsstil

Uddannede Cand.mag.’er studerer nu Cand.selv i Skibhuskvarteret – odenses hippe bydel! Og snart åbner spændende ny butik med creme de la creme inden for dansk og nordisk design!

Selvom vi begge er under 1.60 høje og bruger str. 36 i sko, skal man ikke lade sig narre. Viljefaste og energiske har vi kastet os hovedkulds ud i livet som selvstændige og taget en stor økonomisk risiko. Også til trods for at et stigende antal butikker i Odense drejer nøglen om.

At bankerne i disse tider går med både livrem og seler er ikke nogen hemmelighed, og vi forestiller os, at rigtig mange gode idéer og intentioner strander netop her - tiden der skal investeres i beskrivelser, udpenslinger og dybdeborende analyser for at få en simpel kassekredit, kan slå enhver kreativ proces ihjel. Heldigvis har vi ramt rigtig i valg af ægtefæller.

Vi er henholdsvis 29 og 33 år. Har sammenlagt 3 børn - alle under 3 år. Vi er Cand.mag.'er, og har begge gået ledige i forbindelse med vores barsel. Ivrige efter at komme i gang igen, så vi tidligt i øjnene, at tiden ikke er moden til, at vi kan finde det perfekte job. Og spørgsmålet er vel egentlig også, om vi overhovedet vil trives som ansatte. For nu er tiden inde til at forfølge en drøm.

Vores drøm er at skabe en lækker butik, hvor man som kunde kan gå på opdagelse blandt lækkert design, unikaer, gaveidéer og mange mange andre ting. Vi har naturligvis også vores svagheder, når det glæder forretning, men dem har vi ikke lyst til at røbe her. Til gengæld vil vi fokusere på vores styrker. Og øverst på denne liste står viljestyrken til at trodse alle tvivl og vise, at unge kvindelige humanister sagtens kan skabe deres eget job - og forfølge den store drøm.

Hvad kan man opleve i vores butik?
Flyvende blomster, guldfisk i snor, tomme tønder, sushi-sæt, bambuslegetøj, gule amagerhylder og en bred vifte af brugskunst, boliginteriør, mode, børnetøj, legetøj og gaveartikler. Butikken hedder StiLia ApS og ligger Skibhusvej 78, 5000 Odense C. Butikken slår dørene op d. 5. november kl. 14.00.

For yderligere information - kontakt Tina Stiller Kodal: 66 19 19 70
Mail: [email protected]

Kontakter


Emner


Livsstil