PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/to-konkurrenter-g%C3%A5r-sammen-p%C3%A5-spillemarkedet-9601

To konkurrenter går sammen på spillemarkedet

Pressemeddelelse april 22, 2010 Erhverv

Compu Game i Esbjerg og Dansk Automat Expert i Århus går sammen på et spillemarked under hastig ændring.

Automat Fabrikkerne 2
Peter K. Larsen (tv) vil sammen med Erik Boye Hansen udgøre ledelsen i det nye fælles selskab, der bliver en afgørende aktør på det danske spillemarked.

Danmarks to eneste producenter og udviklere af elektroniske spilleautomater går nu sammen. Det er Compu Game A/S i Esbjerg og Dansk Automat Expert A/S i Århus. Baggrunden er udviklingen på spillemarkedet, hvor en skærpet konkurrence, nye tilbud via internettet og den kommende liberalisering af lovgivningen skærper kravene til de danske virksomheder.

”Vi oplever et spillemarked som er i hastigt opbrud. En betydelig del af den omsætning, som tidligere kom fra spillehaller, kiosker og værtshuse, er nu flyttet til udenlandske udbydere over internettet, også selvom det med den gældende lovgivning er ulovligt. Det sætter spillestedernes indtjening under pres, og stiller krav til en ny struktur på markedet. Det er bl.a. det, vi nu indretter os efter med en mere effektiv organisation,” siger de to direktører, Peter K. Larsen, Compu Game og Erik Boye Hansen, Dansk Automat Expert.

Sammenlægning sker ved, at der etableres et nyt selskab – Automat Fabrikkerne A/S – som via et holdingselskab ejes fifty-fifty af ejerne af Compu Game og Dansk Automat Expert. Det nye selskab skal fremover stå for al direkte salg til nye kunder, mens de oprindelige selskaber fortsat skal varetage udvikling og produktion.

”Når vi har valgt at opretholde produktion og udvikling i Esbjerg og Århus, skyldes det ønsket om at fastholde to forskellige produktpaletter, så spillerne og spillestederne stadig har noget at vælge mellem. Det vil også være fra Esbjerg og Århus, de eksisterende opstillerforretninger vil blive serviceret,” siger de to direktører.

Såvel Compu Game som Dansk Automat Expert lægger ikke skjul på, at fusionen også skal ses i sammenhæng med den nye spillelovgivning, som ventes at træde i kraft ved årsskiftet 2010/11. Den vil bl.a. åbne op for, at danske spillere legalt kan spille via internettet gennem udbydere, der har opnået en dansk licens.

”Det er klart, at vi følger denne udvikling meget nøje, og det er oplagt, at hvis vi vælger at udbyde en spilleportal på ”nettet”, så vil den blive etableret i det nye fællesskab”, fastslår de.

Markedet ændrer sig

Om udviklingen på spillemarkedet i øvrigt siger de:

”Det danske marked er specielt på flere punkter. Det er usædvanligt, at to nationale udviklere og producenter har formået stort set alene at dække det danske marked. I udlandet er det typisk de meget store internationale udbydere, der dominerer. Det er også denne ret enestående position, vi vil forsvare med det nye fælles selskab.”

”Desuden har næsten alle spillesteder hidtil været betjent via såkaldte opstillere – en slags grossister, der køber deres automater hos os og så lejer dem videre ud til spillestederne. På grund af den økonomiske afmatning er dette salg næsten gået i stå. Derfor er vi nu begyndt at tilbyde direkte salg til spillestederne som et alternativ, der også kan sikre, at markedet fortsat udvikles..”

”Det er klart, at det har givet uro på markedet, men vi anser det som en helt nødvendig strukturudvikling, som var kommet før eller siden,” siger Peter K. Larsen og Erik Boye Hansen.

Det nye fælles selskab – Automat Fabrikkerne A/S – får som ledelse den nuværende salgsdirektør i Compu Game, Morten Pedersen, samt Erik Boye Hansen. De nuværende direktører for Compu Game og Dansk Automat Expert – Peter K. Larsen og Erik Boye Hansen – fortsætter uændret som ledere af deres respektive selskab, og de vil desuden fremover udgøre den nye direktion i det fælles holdingselskab.

Compu Game A/S i Esbjerg har i knap 40 år udviklet, produceret og solgt elektroniske spilleautomater. Virksomheden beskæftiger ca. 30 medarbejdere og ejes af investeringsselskabet Genua A/S, der igen ejes af Grunnet-familien.

Dansk Automat Expert er etableret i 1977 og har således også årelang erfaring med at udvikle og sælge spilleautomater. Virksomheden ejes af fire ledende medarbejdere. Der beskæftiges p.t. godt en snes medarbejdere i Viby ved Århus.

Fusionen ventes ikke at få betydning for beskæftigelsen, idet såvel Compu Game og Dansk Automat Expert allerede har gennemført en betydelig reduktion af arbejdsstyrken som følge af den almindelige økonomiske afmatning.

Evt. henvendelse til: Peter K. Larsen, Compu Game A/S, tlf. 76 10 98 00 eller Erik Boye Hansen, Dansk Automat Expert A/S, tlf. 86 29 17 77.

Emner


Erhverv


Automat Fabrikkerne 2
Peter K. Larsen (tv) vil sammen med Erik Boye Hansen udgøre ledelsen i det nye fælles selskab, der bliver en afgørende aktør på det danske spillemarked.
Hent | 5,23 MB | 2484 x 3543 | .JPG

Zip og hent alle filer