Til pressen: Nordjyske Medier er inhabil
Pressemeddelelse januar 2, 2011 ErhvervNordjyske kan få økonomisk vinding ved at bringe negativ omtale om en konkurrerende virksomhed. Det gjorde de på deres platforme 2. januar.
Til pressen
Nordjyske Stiftstidende udsendte den 2. januar en artikel om min medievirksomhed og min person - en historie, der også har bredt sig til andre medier. Artiklen i Nordjyske indeholder en række faktuelle fejl - samt anklager, der bygger på udokumenterede påstande og en ensidig fremlægning af virkeligheden.
Historien kan have til formål, at udkonkurrere en kommerciel modspiller på det nordjyske marked, da Advice er Nordjyske Mediers største konkurrent på annoncemarkedet og i den forbindelse har medvirket til at sænke priserne på annoncemarkedet.
Nordjyske er inhabil på grund af retssag
Afsenderen på artiklen er en koncern, der kan få økonomisk vinding ved at bringe negativ omtale om en konkurrerende virksomhed. Det vil jeg selvsagt ikke stå til mål for. Nordjyskes journalistiske og etiske linie i denne sag bliver yderligere belastet af, at der er en verserende sag ved landsretten - mellem Nordjyske og undertegnede vedr. bl.a. brud på aftalt konkurrence-klausul mellem parterne. Nordjyske skriver med andre ord historier om en modpart i en retsag - og den inhabilitet kræver selvfølgelig, at man journalistisk bør være ekstra påpasselig med sine ord. Artiklens fejl og mangler, i såvel fakta som dokumentation viser, at denne påpasselighed ikke er del af Nordjyskes redaktion. Jeg kontakter derfor min advokat med henblik på at få sagen belyst juridisk.
Uhæderligt forsøg på karaktermord
Journalisten hævder i artiklen, at jeg ikke har ønsket at lade mig interviewe. Dette er ikke korrekt. Jeg blev kontaktet 10. December telefonisk og sagde ja til interview, men da der netop er en verserende retsag mellem mig og Nordjyske, ønskede jeg at vide hvad interviewet skulle handle om. Dette ønskede redaktionen ikke at uddybe. Jeg kontaktede herefter chefredaktøren på email og oplyste, at faktuelle svar på deres spørgsmål måske ville kunne findes på Advices hjemmeside. Den information har Nordjyske ikke valgt at undersøge. De påstår i stedet, mod bedre vidende, at jeg ikke ønskede at udtale mig - hvilket selvfølgelig omgående bliver en sag for pressenævnet at tage stilling til.
Jeg finder det dybt bekymrende, at et regionalt monopol-medie som Nordjyske vil bruge deres journalistiske platforme til at angribe en kollega, fremfor at gøre det gennem stærkere produkter og bedre tilbud til annoncører.
I Advice tror vi på, at kampe vindes bedst ved at tilbyde gode produkter - og den kamp er vi til enhver tid klar til at kæmpe mod Nordjyske koncernen, men helst på en fair måde.
Anders Bruun
Advice
Yderligere infomation kan fåes på email: [email protected]
Kontakter
Emner
Erhverv