PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/t%C3%A6nk-f%C3%B8r-du-tanker-det-er-blevet-dyrere-at-tanke-forkert-p%C3%A5-bilen-23510

Tænk før du tanker: Det er blevet dyrere at tanke forkert på bilen

Pressemeddelelse marts 23, 2017 Autobranche Motor Motor & Transport Bil Diesel engines Uheld og skader Uheld Leasing Auto Forbrug Biler Bilister Forbruger Værksted Autoforhandler Autobranchen

Prisen for at komme til at fylde benzin på en dieselbil er steget kraftigt gennem de seneste år. Det skyldes ikke mindst, at dieselmotorerne er blevet mere og mere avancerede. ALD Automotive, der er et af Danmarks største leasingselskaber, har opgjort, at hvis uheldet er ude, kan regningen i værste fald nu blive på næsten 90.000 kroner. Heldigvis er der nogle enkle råd, der er værd at følge, hvis man vil undgå dybe lommesmerter.

Tank med dieselpistol Foto iStock

Du kører ind for at tanke. Du har travlt, tænker på dit næste møde eller børnene, og måske ringer mobiltelefonen midt i det hele. Pludselig har du hældt benzin på dieselbilen. Måske når du ikke engang at opdage det, før du er kørt af sted, og motoren begynder at hakke i det. I dag kan det blive en meget dyr fejltagelse, viser en ny opgørelse fra et af landets største leasingselskaber, ALD Automotive. Opgørelsen fra ALD Automotive viser, at den dyreste reparation inklusive reservedele kostede 88.705 kroner og 55 øre inklusiv moms.

- Bortset fra at totalskade bilen findes der ikke mange udgifter ved en bil, der nu kan løbe højere op. Og til forskel fra totalskaden, så er der desværre ingen forsikring, der dækker her, siger Ulrik Weiss, der er teknisk chef hos ALD Automotive.

Bedre motorer koster dyrt

Grunden til, at regningen kan blive så høj i dag, ligger i de forbedringer, der de seneste år har gjort dieselmotorer mere effektive samtidig med, at de forurener mindre.

- Tidligere lå regningerne ikke i det leje. I dag kan det løbe op i nærmest astronomiske summer, hvis man får startet motoren og benzinen kommer ind i de følsomme dele, der normalt får smørelse fra dieselolien, forklarer teknisk chef hos ALD Automotive, Ulrik Weiss.

Opgørelsen viser også, at den typiske regning ligger mellem 15.000 og 75.000 kroner inklusiv moms. Hos ALD Automotive ligger antallet af fejltankninger nogenlunde konstant på to til tre om måneden. Meldinger fra branchen tyder på, at omkring to til tre tusinde danskere hvert år tanker det forkerte brændstof på bilen.

Følg de gode råd

Heldigvis kan det være let at undgå, siger Ulrik Weiss fra ALD. De vigtigste tegn er, at farven på benzinpistolen typisk er grøn i stedet for sort ved diesel, at røret på benzinpistolen er mindre og derfor kan køre rundt i hullet til dieseltanken, ligesom en høj literpris hurtigt vil afsløre, at noget ikke er, som det plejer.

- Tænk før du tanker og hold øje med de signaler, der fortæller dig, at du kan være ved at gøre noget forkert. Du slipper både for meget store lommesmerter og for at skulle finde på en undskyldning til ægtefællen eller chefen, siger Ulrik Weiss, teknisk chef hos ALD Automotive.

Start ikke motoren

Det er altafgørende, at man ikke starter motoren, hvis man opdager, at man har tanket forkert. Falck og andre vejhjælpsfirmaer er specialister i at tømme og rense tanken og hurtigt få bilisterne videre. Her kommer udgiften sjældent over 1.500 kroner.

Har man hældt diesel på en benzinbil, er udgiften også til at overskue, da benzinmotoren er mindre avanceret. Se de gode råd herunder om, hvordan man undgår at tanke forkert, og hvad man gør, hvis uheldet er ude.

 

Kontakt: Mette Jensine Mølgaard, Communication Manager, ALD Automotive, +45 28 51 00 28

 

Faktaboks – lang version – se kort version nederst:

  

Gode råd – sådan undgår du at tanke forkert:

  • Vær opmærksom:
    Undgå for eksempel at tale i mobiltelefon og koncentrer dig om tankningen.
  • Hvilken bil kører du i i dag?
    Fejltankninger sker ofte, når man skifter bil – fx til familiens nummer to, låner af en ven, eller lige har fået ny bil.
  • Tjek tankpistolen:
    Langt de fleste tanke markerer benzin med grøn og diesel med sort. Det er din hjælp til at vælge den rigtige tankpistol.
  • Se på prisen:
    Når du har løftet pistolen, vises literprisen på standeren. Hvis literprisen pludselig er steget med en krone eller mere, er du sandsynligvis i gang med at tanke benzin i stedet for diesel – og omvendt, hvis den er faldet.
  • Størrelse er alt:
    Røret på benzinpistolen er tyndere end på dieselpistolen. Hvis pistolrøret kan køre rundt i tankens påfyldningsstuds, er det en sidste advarsel om, at du er i gang med at tanke benzin på en dieselbil.

Du har tanket benzin i stedet for diesel – hvad gør du?

  • Du er stadig på tanken og har ikke startet motoren:
    Alt du behøver gøre, er at ringe til Falck eller en anden autohjælp. De kender problemet og ved, hvordan de skal tømme og rense din tank for benzin, så du hurtigt kan komme videre. Du slipper med i omegnen af 1.000 - 1.500 kroner, afhængigt af om du har abonnement.

    Husk: Selvom nogen dytter af dig og vil frem til standeren, må du ikke starte motoren for at flytte bilen. Få i stedet hjælp til at skubbe bilen væk.

    Når vejhjælpen ankommer, skal du skrive under på, at du ikke har startet motoren, så de er sikre på at behandle bilen korrekt.
  • Du har netop startet motoren:
    Sluk med det samme. Måske er du heldig, hvis benzinen ikke er nået langt gennem rør, filtre og pumper. Det skal et værksted afgøre.

    Derfor: Gør som under punkt 1 og kryds fingre. Fortæl, at du startede motoren. Herefter vil vejhjælpen sørge for at bugsere bilen til dit værksted, der kan undersøge motoren.
  • Du er begyndt at køre:
    Det slår ned i dig, at du måske har tanket forkert. Måske fordi du allerede nu kan mærke, at motoren ikke går som den skal. Hold straks ind til siden – pas på den øvrige trafik – og stop motoren. Ring til din autohjælp og få vognen kørt til dit værksted.

    Du må forberede dig på, at regningen kan løbe op i adskillige tusinde kroner. En lille trøst kan være, at du hverken er den første eller sidste, det sker for.

Du har tanket diesel i stedet for benzin – hvad gør du?

  • Får du alligevel hældt diesel på din benzinbil, skal du straks ringe til Falck eller dit autohjælpfirma. De vil komme og tømme tanken og hælde rensevæsker på. Du kan glæde dig over, at eventuelle ekstraudgifter ved forkert tankning på en benzinbil er meget begrænsede i forhold til dieselbilen – typisk 1.000 - 1.500 kroner.

 

Husk altid:

Forsøg aldrig selv at tømme tanken. Det er forbundet med stor fare at håndtere benzin og diesel, og der er risiko for både brand og eksplosion.

  

Kilde: ALD Automotive

------------------------------------

 

Faktaboks – kort version:

Gode råd

Sådan undgår du at tanke forkert:

  • Hold øje med, hvad du laver, undgå for eksempel at tale i mobiltelefon og koncentrer dig om tankningen
  • Vær særligt opmærksom, hvis du tanker en anden bil end du plejer
  • Langt de fleste tanke markerer tankpistolen til benzin med grøn og diesel med sort
  • Hvis literprisen er markant anderledes end normalt, tanker du sandsynligvis også et andet brændstof end normalt
  • Røret på tankpistolen skal passe – røret er tyndere ved benzin end ved diesel

Hvis du opdager, du har tanket benzin på en dieselbil:

  • Undgå at starte motoren
  • Hvis du netop har startet motoren: Sluk med det samme
  • Hvis du er begyndt at køre: Hold straks ind til siden – pas på den øvrige trafik – og stop motoren
  • I alle tilfælde: Ring til Falck eller en anden autohjælp. De kan tømme og rense din tank. Har du ikke startet motoren er udgiften kun ca 1.000 -1.500 kroner, afhængigt af om du har abonnement. Har du startet motoren, skal bilen på værksted og motoren rensens. Regningen kan løbe op i adskillige tusinde kroner.

Hvis du har tanket diesel på din benzinbil:

  • Ring til Falck eller en anden autohjælp, som kan tømme og rense tanken. Uanset om du har startet motoren, løber udgiften sjældent op i mere end ca 1.000 -1.500 kroner, afhængigt af om du har abonnement.


HUSK:
Forsøg aldrig selv at tømme tanken. Det er forbundet med stor fare at håndtere benzin og diesel, og der er risiko for både brand og eksplosion.


Kilde: ALD Automotive

Kontakter


Emner


Autobranche Motor Motor & Transport Bil Diesel engines Uheld og skader Uheld Leasing Auto Forbrug Biler Bilister Forbruger Værksted Autoforhandler Autobranchen