PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/t%C3%A5belig-multimedieskat-8568

Tåbelig multimedieskat!

Pressemeddelelse december 8, 2009 Politik

Er Kristian Jensen og regeringen ude på at smadre fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked? Ønsker han, at danske virksomheder skal overbebyrdes med nye skemaer og at brevduen skal genindføres som kommunikationsredskab i store danske virksomheder? Det er i hvert fald hvad en stor del af danskerne mener, om indførelsen af multimedieskatten

Over 10.000 raser på Facebook
På kort tid har over 10.000 danskere meldt sig ind i Facebook-gruppen ”Drop indførelsen af multimedieskatten januar 2010”, og skriften på væggen taler sit eget tydelige sprog: Indførelsen af multimedieskatten kommer til at koste det danske samfund langt mere end den giver i indtægter. Det bliver årtiets dummeste lov og største fejltagelse.

Fleksibilitet straffes
Danskerne har meget svært ved at forstå hvordan en Venstre-ledet regering kan få sig selv til at indføre et administrativt tungt, misundelsesmonster af den størrelse. Lige nu er alle optaget af klimatopmødet, og Anders Samuelsen og Liberal Alliance er det eneste parti på Christiansborg, der kæmper mod, at dette monster ikke skal finde vej til lønsedlen måned efter måned i mange år frem.
Desværre viser danskernes holdning til multimedieskatten også tydeligt, at mange private virksomheder og offentlige arbejdspladser vil miste mange arbejdstimer og fleksibilitet, når arbejdsgiverne ikke kan komme i kontakt med medarbejderne efter 1. januar. Spørgsmålet til Kristian Jensen må derfor være: Har du indregnet det produktivitetstab multimedieskatten medfører?

Flere eller færre regler?
Ord som sjusk, tåbelig og manglende fleksibilitet, går igen og igen i indlæggene på Facebook-siden og i medierne. Danskerne forstår simpelthen ikke hvorfor borgere, virksomheder, offentlige arbejdsgiver og skattevæsenet skal bruge ressourcer på sådan en lov, midt i en krisetid, hvor virksomhederne har nok at gøre med den daglige drift. Samtidigt har SKAT jo problemer nok i forvejen. Regeringen taler på den ene side om at fjerne regler og skemaer, og på den anden side indfører man nye administrationsmonstre, som multimedieskatten. Hvor er retningen? Det er tåbeligt og i direkte modstrid med det fleksible samfund, der er behov for, for at føre Danmark ud af krisen. Skal læreren til at holde op med at forberede sig til timerne og skal det medføre mindre IT i folkeskolen? Eksemplerne er uendelige og skal virksomhederne til at ansætte folk til at administrere en multimedieskat?

Tænk jer om - Bevar fornuften
Man må spørge Kristian Jensen, Lars Løkke og Lene Espersen om de tror dette makværk fra stenalderen får lov at gå ubemærket hen, det er simpelthen for tåbeligt. Modstanden forsvinder ikke bare igen 2. januar 2010. På vegne af over 10.000 danskere er vores bøn: Tænk jer nu om en ekstra gang, vil I ikke nok? Vi er sikre på, at 10.000 nok skal blive til mange flere! Træk i land, mens I kan med bare lidt værdighed - bevar fornuften.

Kontakter


Emner


Politik