PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/t%C3%B8rrede-roser-sprede-gl%C3%A6de-vinteren-igennem-926

Tørrede roser sprede glæde vinteren igennem

Pressemeddelelse december 10, 2004 Landbrug og Fiskeri

En kurvfuld tørrede roser spreder hygge og skaber stemning. Både afskårne roser og de småblomstrede potteroser er velegnet til formålet.



Der er langt mellem de kulørte indslag i haven i disse mørke vintermåneder. Men indendøre er der heldigvis rig mulighed for at pynte op med roser i glade farver. Potteroser lyser op i enhver vindueskarm, ligesom en buket friske roser sætter prikken over iet på festbordet eller blot som et farverigt pust i hverdagen.
Indendørs roser har ikke haverosens lange levetid. Men der er ingen grund til at hænge med hovedet, når blomsterne viser de første, spæde tegn på træthed. Roser er yderst velegnede til tørring, og både potteroser og afskårne blomster vil sprede hygge og skønhed, hvis de får den rette behandling under tørringen.

De småblomstrede roser kan uden problemer tørres med stilk, mens de større sorter forsigtigt knækkes under hovedet - lige under fortykkelsen på stilken. Blomsterhovederne afstives ved at stikke en metaltråd op i stilken, mens rosen endnu er frisk. Derefter hænges blomsterne med hovederne nedad og tørres, gerne i et lille rum med en temperatur på 40-50 grader. Der skal derudover helst være både cirkulation i luften og udluftning i rummet. Er der tale en mindre mængde roser, kan de med fordel tørres over en varm radiator, men det er i den forbindelse vigtigt at huske udluftningen, så fugten fra roserne kommer helt ud af rummet.
Når roserne har tørret ved den høje temperatur i to-tre dage, kan de tages ned og placeres i en kurv eller en anden luftig kasse, hvorefter de kan tørre færdigt ved almindelig stuetemperatur. Nogle rosenelskere foretrækker de let blege kulører, som blomsterne får, når de tørres ved dagslys. Men der er mulighed for at bevare de stærke farver på tørrede roser. Det kræver blot, at blomsterne får lov at tørre i mørke.

Poulsen Roser A/S med hovedsæde i Fredensborg har 126 års erfaring i at udvikle nye sorter af roser og clematis. Poulsen Roser A/S har vundet stort set alt, hvad der er at vinde af medaljer for de fine planter og kan desuden kalde sig leverandør til det Kgl. Danske Hof. Hvert sekund døgnet rundt sælges der to Poulsen roser eller clematis et eller andet sted i verden, og planterne produceres i dag i flere end 50 lande. Poulsen Roser A/S drives af stifterens oldebarn, Pernille Olesen og hendes mand, Mogens N. Olesen.

Oplysninger om Poulsen Rosers nye tiltag og firmaet i øvrigt kan findes på www.poulsenroser.dk

Billedtekst:
Tørrede roser kaster glans over et mørkt hjørne af stuen eller et festdækket middagsbord. Potteroser, som vi bruger at pynte op med, når havens roser er i dvale, kan med fordel bruges til tørring.

Kontakter


Emner


Landbrug og Fiskeri