Syltet vejledning koster blodpropper
Pressemeddelelse april 5, 2006 HelseMindst 50-100 apopleksitilfælde kunne være undgået, hvis ny vejledning var blevet indført i begyndelsen af 2006
Nye anbefalinger betyder, at patienter med blodprop i hjernen skal have ultralydsscannet halspulsåren inden for en uge, så man kan se, om der er åreforsnævringer. Hvis det er tilfældet, skal de opereres inden for to uger.Men anbefalingerne har ligget i Indenrigs- og Sundhedsministeriets syltekrukke i et år, og det har kostet liv. Anbefalingerne kan nemlig forhindre, at patienter får nye blodpropper i kølvandet på den første blodprop. Ministeriets langsommelighed får nu læger fra arbejdsgruppen bag vejledningen til at reagere kraftigt.
- Hvis anbefalingerne var blevet indført i begyndelsen af 2006 og også var blevet fulgt, kunne vi have sparet 50-100 mennesker for at få blodprop nummer to, alene hvis vi taler om patienter med åreforsnævring, siger ledende overlæge Henrik Sillesen, Karkirurgisk afdeling på Rigshospitalet, næstformand i Hjerteforeningen og medlem af arbejdsgruppen for forebyggelse af apopleksi.
Hvis man overholder de korte tidsfrister, er behandlingen efter den nye metode dobbelt så effektiv som den gamle behandling.
Anbefalingerne skulle have været offentliggjort for et år siden, så læger på sygehusene, praktiserende læger og patienter kunne få adgang til den nyeste viden om, hvordan man behandler apopleksi.
- Lægerne arbejder efter forældet information, og jeg har ikke fået nogen forklaring på, hvorfor vejledningen har ligget i ministeriet så længe, siger klinikchef Palle Petersen, Rigshospitalet, formand for arbejdsgruppen og for Dansk Selskab for Apopleksi.
Vejledningen for behandling og forebyggelse af apopleksi skal opdateres hvert andet år. Dermed er de nuværende anbefalinger ved at være halvgamle, før de overhovedet formidles ud.
- Anbefalingerne skal opdateres i februar 2007, og i løbet af september skal vi have indkaldt arbejdsgruppen til at samle de nye erfaringer, siger Palle Petersen.
Han undrer sig over, at ministeriet skal bruge så lang tid på godkendelsen.
- Der er ikke tale om større ændringer, men om små justeringer, som kan indføres uden store omkostninger, siger han.
Kontakter
Emner
Helse