PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/sygehusenes-%C3%B8konomi-truer-behandlingskvaliteten-5788

Sygehusenes økonomi truer behandlingskvaliteten

Pressemeddelelse august 27, 2008

Forslaget til finanslov for 2009 mangler løsninger på de helt store udfordringer for sundhedsområdet.

Logo dp

Meldinger om lange ventetider, for sen diagnosticering og aflyste operationer er efterhånden hverdagskost i sundhedsvæsenet. For kroniske patienter kan det få alvorlige følger.  I regeringens netop offentliggjorte forslag til finanslov indgår en vækst på sundhedsområdet, men væksten står desværre langt fra mål med de udfordringer, som sygehusene står overfor,

"Det er med tilfredshed at vi kan notere, at der afsættes midler til en forstærket indsats for kroniske patienter via patientforløb og patientuddannelse, men det samlede forslag er uambitiøst og blottet for løsninger på de helt store problemer, som sundhedsvæsenet står overfor" siger formand for Danske Patienter Torben Lund.

Behandlingskvaliteten forringes, fordi sygehusenes økonomi ikke følger med i de stigende krav til sundhedsvæsenet. Det kan få alvorlige konsekvenser for patienterne. "Sygehusene skal øge produktiviteten og nedbringe ventelisterne. Dette sker samtidig med at der bliver flere ældre og behandlingskrævende kroniske patienter, som øger presset på sundhedsvæsenet. Behandlingsgarantier og pakkeforløb for hjerte- og kræftpatienter er gode og nødvendige tiltag, men også dette lægger pres på sygehusenes budgetter. Hvis sygehusene ikke kan imødekomme efterspørgslen, er man forpligtiget til at betale for patientens behandling på privathospital, hvilket sætter sygehusenes økonomi under yderligere pres" tilføjer Torben Lund.

Forslaget til finanslov mangler desuden løsninger på personalemanglen i sundhedssektoren og overbelægninger på de medicinske afdelinger. Danske Patienter opfordrer regeringen til at udarbejde helhedsplaner for disse områder, og opfordrer til, at der samtidig afsættes de nødvendige midler.

Yderligere kommentarer:
Torben Lund, formand: 22 26 35 66
Morten Freil, direktør: 30 54 43 49

Danske Patienter repræsenterer følgende patientforeninger med tilsammen flere end 725.000 medlemmer: Astma-Allergi Forbundet, Danmarks Lungeforening, Dansk Epilepsiforening, Dansk Fibromyalgi-Forening, Dansk Parkinsonforening, Diabetesforeningen, Gigtforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Nyreforeningen, Scleroseforeningen, Sjældne Diagnoser