PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/studietur-til-specialhospitaler-i-usa-det-tunge-l%C3%B8ft-823

Studietur til specialhospitaler i USA: ’Det tunge løft’

Pressemeddelelse oktober 20, 2004 Helse

Godt 30 repræsentanter fra det danske sundhedsvæsen rejser mandag, 25. oktober, på studietur til en række specialhospitaler i USA. Her skal deltagerne se, hvordan det amerikanske sundhedsvæsen håndterer et stadig stigende antal ’tunge løft’.

En amerikansk undersøgelse har påvist, at dårlig mad og mangel på motion kostede 400.000 mennesker livet i USA i 2000. To ud af tre voksne amerikanere og ni millioner amerikanske børn er enten overvægtige eller direkte fede. Så vidt er vi heldigvis langt fra kommet i Danmark. Men i stadig stigende omfang bliver vi udfordret på emnet "tunge løft", fortæller regionschef Peter Bredsdorff-Larsen fra firmaet Guldmann, der har arrangeret studieturen.

Guldmann er blandt andet udvikler og leverandør af løfte- og forflytningsudstyr til pleje- og hospitalssektoren herhjemme. Og interessen for turen har været overvældende. Guldmann blev således nødt til at melde udsolgt allerede i august.

Ifølge Ernæringsrådet er forekomsten af fedme steget 30-40 gange i løbet af de seneste 50 år. 13-15 procent af den voksne befolkning lider af egentlig fedme. Det svarer til omkring 350.000 voksne danskere. Mellem 5 og 8 procent af det totale sundhedsbudget går til overvægtsrelaterede sygdomme, og dette beløb vil blot stige, hvis fedmeepidemien fortsætter.

Fedmeepidemien er en voldsom udfordring for sundhedsvæsenet, der skal behandle og flytte på svært overvægtige patienter. Og i mange tilfælde er standardudstyr og hjælpemidler slet ikke dimensioneret til disse patienter. Samtidig vil risikoen for arbejdsrelaterede løfteskader formentlig også stige. Det er på den baggrund, at vi har arrangeret studieturen til USA, fortæller Peter Bredsdorff-Larsen.

Deltagerne, der kommer fra sygehuse og institutioner over dele af landet, vil på turen få lejlighed til at se og diskutere de løsninger, som amerikanske specialhospitaler har valgt.

Turen indledes med besøg i Boston tirsdag, Atlanta onsdag og Orlando torsdag, hvor deltagerne skal besøge den største amerikanske messe for hjælpemidler, inden selskabet rejser hjem igen.

Emner


Helse