PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/stor-interesse-for-dansk-landskabspris-23792

Stor interesse for Dansk Landskabspris

Pressemeddelelse juni 27, 2017 Arkitektur Dansk Landskabspris Landskabsarkitektur Danske Landskabarkitekter

De 30 indstillede projekter til Dansk Landskabspris 2017 viser landskabsarkitekturens mangfoldighed og merværdiskabende funktioner.

DL 17 INDSTIL 02

For 8. gang hædrer Dansk Landskabspris nyskabende projekter, der inspirerer til landskabsfagets stadige udvikling. I løbet af de seneste måneder er der indstillet 30 projekter, der understreger, at landskabsarkitekturen er i rivende udvikling og resulterer i værdiskabende løsninger.

Dansk Landskabspris uddeles af Park og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter. Juryen glæder sig over, at landskabsarkitekter atter benytter plantekendskab, en af fagets kerneværdier, som et centralt element i deres løsninger. En anden tendens juryen fremhæver er, at ”det vilde” og bynaturen er fremherskende i en del af projekterne, der geografisk er spredt over hele landet. Derudover glæder det dommerne, at mange projekter opfylder flere funktioner og hermed adresserer miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed i en samlet løsning, ligesom fokus på fællesskabet i det offentlige rum med plads til ophold og aktivitet er et gennemgående karaktertræk, der har fået juryens opmærksomhed.

Nyskabende og innovative løsninger
Jurymedlem Bo Holm-Nielsen, landskabsarkitekt MDL og partner i ZoffmannHolm Landskabsarkitekter, forklarer ”En del af de indstillede projekter giver på forskellig vis noget til de offentlige rum og deres lokalområder og fungerer på denne måde som katalysatorer for bylivet. Mange af projekterne kombinerer klimatilpasning med udvikling af rekreative arealer. Når man eksempelvis sikrer mod oversvømmelser og samtidig udvikler kajkanten som et offentligt byrum, så er resultatet en løsning, der både indeholder et socialt, økonomisk og miljømæssigt element. På juryens vegne kan jeg sige, at vi glæder os over at se så mange inspirerende og nyskabende løsninger. Det er specielt glædeligt, at så mange af projekterne bidrager med social merværdi. I den kommende tid glæder vi os til at dykke ned i de mange fine projekter og udvælge finalisterne”.

Prisuddeling til oktober
Blandt de indkomne indstillinger nominerer juryen primo september et antal finalister, der præsenteres ved et officielt arrangement den 25. oktober, hvor man kårer vinderen. Vinderprojektet bliver belønnet med 70.000 kroner, mens de øvrige nominerede forslag får hædrende omtale.

FAKTA – DANSK LANDSKABSPRIS 2017
Dansk Landskabspris uddeles af Park og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for Dansk Landskabspris. I 2017 er det 8. gang at prisen uddeles, og Dansk Landskabspris 2017 hædrer landskabsarkitektoniske værker eller personer, hvis projekter tjener som inspiration for den overordnede udvikling af landskabsfaget.

Prisjuryen består af én repræsentant fra de tre organisationer samt to uvildige repræsentanter. Juryen for Dansk Landskabspris 2017 er:

Knud W. Ø. Larsen, Landskabsarkitekt MAA MDL - repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder

Bo Holm-Nielsen, ZoffmannHolm Landskabsarkitekter, landskabsarkitekt MDL - repræsentant for Danske Landskabsarkitekter

Steen Himmer, Gentofte Kommune, landskabsarkitekt - repræsentant for Park og Naturforvalterne

Ane Cortzen, kulturchef for Kähler, Arkitekt og grafisk designer - uvildig repræsentant

Laura Stamer, arkitekt og arkitekturfotograf – uvildig repræsentant

BILLEDMATERIALE

DL 17 INDSTIL 01: Novo Nordisk Naturpark – Vinder Dansk Landskabspris 2015. Landskabsarkitekt: SLA, Arkitekt: Henning Larsen Architects, Ingeniør: Alectia, Klimatilpasningsingeniør: Orbicon, Gartner: Skælskør Anlægsgartnere, Biotopkonsulent: Urban Green, Bygherre: Novo Nordisk A/S. / Foto: SLA

DL 17 INDSTIL 02: Novo Nordisk Naturpark – Vinder Dansk Landskabspris 2015. Landskabsarkitekt: SLA, Arkitekt: Henning Larsen Architects, Ingeniør: Alectia, Klimatilpasningsingeniør: Orbicon, Gartner: Skælskør Anlægsgartnere, Biotopkonsulent: Urban Green, Bygherre: Novo Nordisk A/S. / Foto: SLA

DL 17 INDSTIL 03:Collage over tidligere vindere af Dansk Landskabspris

Kontakter


Emner


Arkitektur Dansk Landskabspris Landskabsarkitektur Danske Landskabarkitekter