PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/stolthed-hos-synoptik-21983

Stolthed hos Synoptik

Pressemeddelelse december 2, 2015

I starten af november blev Synoptik-Fondens Årsseminar afholdt. Et arrangement, der både fik sat fokus på syn, øjne og tværfagligt samarbejde gennem en række foredrag – og som samtidig dannede en festlig ramme omkring uddelingen af fondens hæderslegat. I år var det således 20. gang, legatet blev uddelt – og årets modtager blev optometrist og ph.d., Hans Bleshøy fra Skive.

Stolthed hos Synoptik
Synoptik-Fondens Hæderslegat gives hvert år til en eller flere personer, der har gjort en særlig indsats inden for optik, optometri eller oftalmologi. Kun to gange tidligere er legatet blevet tildelt optikere. Hans Bleshøy er således den tredje optiker i rækken.
 
Synoptik-Fonden hædrer optometrist
Hos Synoptik er kundechef Poul O. Kuhberg glad for, at hædersbevisningen i år går til en optiker.
 
”Det, at Synoptik-Fonden i år har valgt at hædre Hans Bleshøys arbejde som optiker og forsker, er da noget, man som optiker kun kan ranke ryggen over på sit fags vegne. Det viser, at man som optiker har meget at bidrage med, hvis man har motivation og ambitioner,” påpeger Poul O. Kuhberg.
 
I motivationen for valget fremhævede fondens bedømmelsesudvalg især Hans Bleshøy som en forløber inden for dansk optometri, hans internationale uddannelse, forskning, nysgerrighed på special-linsedesign og ikke mindst lysten til at undervise og dele ud af sin store viden. Med visioner om høje kliniske standarder til gavn for patienterne i klinikken i Skive får han sat fokus på, hvad et godt syn betyder for menneskers livskvalitet. Og netop synets påvirkning på almindelige menneskers livskvalitet i hverdagen er noget, medarbejderne hos Synoptik har tæt inde på livet i dagligdagen.
 
”Et godt syn er vigtigt for et godt liv. Det er både de små ting i hverdagen, som at kunne læse sms’er fra barnebarnet eller genkende en bekendt på gaden – til større ting som at slippe for spændingshovedpine og føle sig tryg bag rattet, når man kører bil,” siger Poul O. Kuhberg fra Synoptik.
 
Millioner til forskning og uddannelse hvert år
Synoptik-Fonden blev etableret af Synoptiks grundlægger, Robert Delfer, og er i dag fortsat en del af ejerkredsen omkring Synoptik-kæden. Det er overskuddet herfra, fonden bruger til at igangsætte og støtte bl.a. forskning og uddannelse, der skal være med til at sikre alle et så godt syn som muligt hele livet. 
I 2015 har Synoptik-Fondens hovedfokus været den fortsatte udvikling af ’Projekt Børn og Unges Syn’. Ved hjælp af bl.a. udvidede synsundersøgelser, læseevalueringer og måling af opmærksomhed forsøger fondens projekter at sætte det danske screeningssystem under lup: Fanger vi børn med synsrelaterede indlæringsvanskeligheder i tide – og hvordan kan systemet forbedres?
 
Nye opgaver og muligheder
Temaet for Årsseminaret 2015 var ’Optometristen i samarbejde med andre sundhedspersoner’. Og noget af det, der gik igen i dagens forskellige foredrag, var, at optometristen i dag i langt højere grad indgår i øjenlægepraksis, på synscentraler og hospitalernes øjenafdelinger end tidligere – og derigennem får flere berøringsflader med patienter og borgere.
 
Ifølge sekretariatsleder i Synoptik-Fonden, Grethe Ebert Jacobsen, er der en klar tendens til, at optikere og optometrister efterspørges og får nye opgaver i samspillet med andre sundhedsfaglige personalegrupper. Og det bliver sikkert ikke mindre, når de første dimittender fra den nye kandidatuddannelse i optometri og synsvidenskab på Aarhus Universitet er færdige i sommeren 2016. Aarhus Universitet er det første danske universitet, som tilbyder optikere muligheden for at videreuddanne sig inden for deres felt.
 
Læs mere om Synoptik-Fondens arbejde på synoptik-fonden.dk
 
---

Om Synoptik
Synoptik blev etableret i 1931 og er med 102 butikker i Danmark førende inden for salg og service af briller, kontaktlinser og solbriller. Virksomheden er en del af en af verdens største optikerkæder, GrandVision, der har over 5600 butikker i 43 lande. Synoptiks mål er at yde markedets bedste service og rådgivning til super skarpe priser.

Kontakter