STM fordobler overskud
Pressemeddelelse september 15, 2015Med et resultat på 6 mio. kr. før skat i det forgangne regnskabsår er en af landets førende producenter af vinduer og døre godt rustet til investeringer og ny vækst
Salget og overskuddet i STM Vinduer A/S er vokset mere end forventet i det forgangne regnskabsår. Med et overskud på 6,18 mio. kr. før skat, står virksomheden godt rustet i et stærkt konkurrencepræget marked.
- Vi er tilfredse med resultatet, som sikrer os en robusthed til at investere i fremtiden, siger adm. direktør Finn Methmann.
Styrket servicekoncept
STM Vinduer A/S har i løbet af det seneste år investeret betydeligt i udvikling og forbedring af serviceorganisationen.
- Vi har høje ambitioner på alle områder og vil naturligvis også være sikre på, at alle kunder får en optimal service, forklarer Finn Methmann.
Væksten betyder, at virksomheden med hovedsæde på Langeland, har øget medarbejderstaben hen over året, og succesen er blevet bemærket, idet ansøgerfeltet til de ledige stillinger vokser.
Store investeringer
Maskinparken er blevet fornyet og udbygget det seneste år, og STM Vinduer A/S er fortsat i gang med implementering af en større investeringsplan.
- Vi arbejder på både at øge automatiseringen og med-arbejderstaben i de kommende år, da vi har gode forventninger til fremtiden, siger Finn Methmann.
Positive forventninger
Danske forbrugere har generelt en mere positiv forventning til fremtiden, og det ventes at sætte fornyet gang i boligmarkedet. Dette vil have en positiv effekt på investeringslysten i energirenovering samt nye vinduer og døre.
Genindførelsen af håndværkerfradraget og en mere grøn profil på fradraget fra 2016 ventes at øge efterspørgslen på materialer fra STM Vinduer.
For yderligere oplysninger: Adm.dir. Finn Methmann – tlf. 63 51 16 29