PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/stigning-i-fugleklatter-koster-dyrt-for-bilisterne-22998

Stigning i fugleklatter koster dyrt for bilisterne

Pressemeddelelse oktober 13, 2016 Bil Køb og salg Leasing Motor Privatøkonomi Værksted Transport Biler Bilister Forbrug

Flere fugleklatter på bilerne koster på pengepungen, fordi de ofte giver alvorlige lakskader. Udgifterne kan løbe op i adskillige tusinde, viser opgørelse fra ALD, der er et af Danmarks største leasingselskaber. ALD modtager ca. 25 pct. flere biler med lakskader efter fugleklatter end for bare et par år siden, men udgifterne kan undgås, hvis man fjerner klatten på den rigtige måde.

Mågerne har indtaget byerne, og et stigende antal fugleklatter begynder at kunne mærkes på bilisternes pengepung. I ALD, der er et af Danmarks største leasingselskaber, ser man i dag omkring 25 procent flere biler med lakskader efter fugleklatter end for bare et par år siden.

- Når vi ser på de lakskader, vi behandler efter fugleklatter, har der været en klar stigning. Og vi kender det selv, for vores egen parkeringsplads har problemet med mågerne og klatterne, siger Henrik Green, der som Check-in manager hos ALD tager imod kundernes biler efter afsluttet leasing.

En fugleklat indeholder syre og vil begynde at ætse sig ned gennem lakken. Får man ikke fjernet klatten hurtigt, vil den skabe krakeleringer i det øverste lag lak – klarlakken – og så begynder pengene at løbe stærkt.

Store udgifter til omlakering

ALD har gennemgået bilisternes udgifter: Omlakering som følge af en fugleklat på motorhjelmen koster i gennemsnit 3.473,- kr. for en bil af Ford Fiesta-størrelsen og 4.176,- kr. for en typisk mellemklassebil som Ford Mondeo.

- Ud over, at det ikke er kønt at kigge på, og bilen ikke har godt af skader i lakken, kommer problemet helt kontant, når man vil sælge sin bil. Her vil man ofte blive nødt til at give et pænt nedslag i prisen eller selv tage omkostningen med omlakeringen, siger Henrik Green, og tilføjer at det samme vil gælde ved leasing.

Er klatten væk i tide, kan et eventuelt mærke poleres væk.

- Det er til at overkomme for de fleste, og vi påtager os gerne omkostningen, når vi alligevel klargør en tilbageleveret bil, siger Henrik Green, ALD.

Læg en våd klud på klatten

Når klatten sidder på bilen nytter det ikke at vente til næste gang, man alligevel skal i vaskehallen. Selv nogle timer kan skade lakken mærkbart. Og fjernelsen skal ske nænsomt. En indtørret fugleklat kan virke som et stykke sandpapir på lakken.

Derfor: Hav en blød klud liggende i bilen. Væd den med vand og om muligt med lidt klar sæbe. Læg kluden på klatten og lad den blive opløst. Herefter fjernes klatten med yderligere rigeligt med vand.

- Forsøg aldrig blot at tørre fugleklatten væk med et stykke papir, en svamp eller skraber. Det vil lave ridser, og så venter udgiften til omlakering, forklarer Henrik Green, ALD.

Også når det gælder fugleklatter, er forebyggelse bedre end helbredelse:

- Brug et minut til at gå rundt om bilen, når du henter den efter en parkering udendørs. Især hvis du har parkeret i nærheden af træer eller luftledninger eller under et tagudhæng. Det kan blive en rigtig god timeløn, siger Check-in manager hos ALD, Henrik Green.

Mange tusinde generes

ALD skønner, det i dag er ca. to procent af bilisterne, der må aflevere en bil med lakskader, hvor omlakering er nødvendig på grund af en fugleklat.

Det har tidligere været nævnt, at nogle bilfarver tiltrak måger og øvrige fugle mere end andre, men her kan Henrik Green berolige bilisterne:

- Antallet af klatter ser ud til at være helt uafhængig af farven. Til gengæld ses mærker efter klatterne lettere på mørke og sorte biler end på de lyse og sølvfarvede, fortæller Henrik Green fra leasingselskabet ALD.

 

Kontakt: Mette Jensine Mølgaard,
 Communication Manager,
 ALD Automotive, +45 28 51 00 28

 

Om ALD Automotive:

ALD Automotive er en af Danmarks største virksomheder inden for billeasing og flådestyring. ALD Automotive er ejet af den franske bank Société Générale og administrerer mere end 1,3 million firmabiler for kunder i 41 lande verden over – heraf godt 19.000 i Danmark. Læs mere på www.ald.dk

 

Emner


Bil Køb og salg Leasing Motor Privatøkonomi Værksted Transport Biler Bilister Forbrug