PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/staldlugten-vaskes-ren-967

Staldlugten vaskes ren

Pressemeddelelse december 30, 2004 Natur

Kan man vaske luft? Det tror forskere på Danmarks JordbrugsForskning (DJF) at man kan. Og de arbejder i øjeblikket med et projekt, der skal dokumentere det. Målet er at udvikle en “Staldluftvasker”, som kan fjerne den ubehagelige lugt fra svinestalde.

Ideen er at udvikle en metode til at fange både lugt, ammoniak og støv ved hjælp af vanddråber. Det skal rense luften så meget, at naboerne ikke længere føler sig generede af lugt fra staldene.

Regeringen lægger overordentlig stor vægt på, at vi får løst problemerne med gyllelugt og gyllehåndtering, og dette er et af flere spændende projekter, som kan bidrage til dette, siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt under hvem DJF hører.

Han fremhæver, at regeringen i 2004 anvender 45 mio. kroner til forskning i gyllehåndtering og bekæmpelse af lugt. Det har betydet, at DJF kan etablere et nyt Videncenter for Husdyrgødning- og Biomasseteknologi.

Både miljøet og det gode naboskab på landet vil nyde godt af, at vi får øget viden om hvordan vi kan håndtere gyllen og hvordan vi kan bekæmpe lugtproblemerne på landet. Jeg har store forventninger til de igangværende projekter ikke mindst staldluftvaskeren, siger fødevareministeren.

Man kan læse mere om projektet og Fødevareministeriets øvrige aktiviteter på natur- og miljøområdet i en pjece, som ministeriet netop har udgivet. Pjecen kan bestilles ved at sende en e-mail til [email protected].


Kontakter


Emner


Natur