SPORT-MASTER sætter nye støvler på fodboldspillerne i FC Midtjylland
Pressemeddelelse juni 19, 2013 SportTo stærke partnere er gået sammen i et nyt samarbejde, idet landets største sportskæde, SPORT-MASTER, og en af landets største fodboldklubber, FC Midtjylland, har skrevet under på treårig aftale. Samarbejdet indebærer, at SPORT-MASTER bliver klubbens nye leverandør af Lotto Sport Italia-støvler til FC Midtjyllands spillere. Samtidig bliver SPORT-MASTER tribunepartner og vil med salg af FC Midtjyllands spillerdragter og merchandise repræsentere klubben i udvalgte butikker.
Et nyt samarbejde i sportsverdenen er etableret efter, at Danmarks største kæde af sportsbutikker, SPORT-MASTER, har indgået en treårig aftale med superligaklubben FC Midtjylland. Med aftalen får fodboldspillerne i FC Midtjylland – både i superligatruppen og i Akademiet – blandt andet nye støvler på fødderne.
Jyske ulve snører italienske støvler takket være SPORT-MASTER
Som eneforhandler af det legendariske italienske sportsmærke Lotto Sport Italia så SPORT-MASTER en unik mulighed for at præsentere mærket på én helt særlig måde i Danmark – nemlig som støvleleverandør for én af de mest veletablerede klubber i landet.
”Lotto Sport Italia satser over hele Europa på fodboldklubber med stort fokus på talentudvikling, og der må FC Midtjylland siges at være et perfekt match. Vi er stolte over at kunne sikre et samarbejde som dette og bakke op om en klub, der skaber mange talenter og på samme tid give spillerne en unik mulighed for at iføre sig et kvalitetsmærke som Lotto Sport Italia med en lang og traditionsrig historie – og så er der forhåbentlig også mål i støvlerne,” siger Hans-Peter Rasmussen, adm. direktør for SPORT-MASTER.
Salg af spillerdragter skal udbrede støtte
Udover rollen som støvleleverandør og tribunepartner bliver SPORT-MASTER også forhandler af FC Midtjyllands spillerdragt fra Wunderelf samt FCM-merchandise i lokale SPORT-MASTER-butikker i det midtjyske.
”Vi er stolte over at kunne tilbyde FCM-spillertrøjerne som et frisk pust blandt de etablerede sportsbrands i vores butikker, og vi er glade for at kunne støtte op om klubben på den måde. Vi gør meget ud af at sikre en lokal forankring i de områder, hvor vi har butikker. Derfor er samarbejdet med en klub som FC Midtjylland af stor værdi for os, fordi de har et meget etableret brand i regionen og er et forbillede for mange,” siger Hans-Peter Rasmussen.
I FC Midtjylland glæder man sig over at kunne byde så stor en spiller velkommen i ulveflokken:
”Vi er rigtig glade for at kunne byde SPORT-MASTER velkommen i FC Midtjylland. Vi har indgået en aftale, som vi forventer os meget af. At Danmarks største kæde inden for sports- og fritidsprodukter har valgt FC Midtjylland viser, at vi stadig er en interessant klub. Det er en stor partner, vi har indgået et samarbejde med, og det er et spændende set-up, vi har udformet sammen,” slutter Claus Steinlein, der er ordførende direktør i FC Midtjylland.
Kontakter
Hans-Peter Rasmussen
adm. direktør for SPORT-MASTERSport Danmark A/S
✉ hpr@s************* Vis...
☎ 21 28****** Vis...
http://www.sportmaster.dk/forside
Emner
Sport