PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/spormoderniseringsprojekt-p%C3%A5-k%C3%B8benhavns-hovedbaneg%C3%A5rd-igangs%C3%A6ttes-i-disse-dage-1972

Spormoderniseringsprojekt på Københavns Hovedbanegård igangsættes i disse dage

Pressemeddelelse november 23, 2005 Motor

Sporskifterne på Danmarks travleste trafikknudepunkt skal nu opgraderes for at modstå de daglige belastninger. Hver dag passerer ca. 110.000 rejsende Hovedbanegården, og moderniseringen vil skabe grundlag for, at infrastrukturen kan servicere de mange togrejsende, og at togene i endnu højere grad vil køre regelmæssigt. Banedanmark har udpeget rådgivervirksomheden Atkins til den væsentlige projekteringsopgave med modernisering af seks centrale sporskifter

Sporskifterne er meget vigtige i en baneinfrastruktur og skal fungere på en Hovedbanegård. Ellers kan de forskellige tog ikke køre til og fra perron og overholde den lagte køreplan. De eksisterende sporskifter på Hovedbanegården er af ældre dato, og de skal derfor udskiftes.

"De eksisterende sporskifter på Hovedbanegården ligger på træsveller, og vi skal bl.a. finde ud af, om man for at optimere funktionaliteten kan lægge dem på en anden måde i stedet for. Det er en kompliceret opgave, fordi vi skal udføre projektet, mens Københavns Hovedbanegård er i drift, - og fordi vi skal modernisere på noget eksisterende. Hvad der ydermere gør projektet interessant og kompliceret er, at sporene på Københavns Hovedbanegård ligger meget tæt, og der er mange af dem. Der er tale om en meget kompleks sporgeometri", forklarer Projektchef Martin Schwartz.

I første omgang er det sporskifterne i spor 1, 2, 3 og 4, der skal moderniseres. Med andre ord de spor, der i dag servicerer fjerntogene til Fyn og Jylland. På sigt følger de resterende spor. Med moderniseringen af sporskifterne minimerer man behovet for løbende vedligehold, risikoen for forsinkelser reduceres, - og kørekomforten for passagererne optimeres.

"Det er en kompliceret og prestigefyldt opgave, vi har vundet, og det er vi naturligvis glade for. I disse dage går ingeniører og tekniske assistenter i gang, og vi glæder os til at se resultatet. Indkørslen bliver behageligere og den generelle komfort for passagererne optimeret", konstarerer adm. dir. Preben Olesen.

Når man foretager en modernisering af sporskifter, følger køreledningsanlægget med, hvis sporgeometrien ændres væsentligt. Køreledningerne er anbragt centralt over sporene, og deres funktion er at forsyne el-togene med energi. Herudover kan der blive tale om eventuelle tilpasninger af sikringsanlægget.

Kontraktssummen for projekteringsopgaven, som Atkins skal løse, er på ca. 1 million kr. Projekteringsopgaven forventes afsluttet februar 2006, hvorefter udførelsesfasen kan begynde. Arbejderne forventes endeligt færdige primo august 2006.

Fakta om Københavns Hovedbanegård
Københavns Hovedbanegård er tegnet af arkitekten Heinrich Emil Charles Wenck, der levede fra 1851 til 1936. Danske togrejsende kender H. E. C. Wencks arbejder, for udover Københavns Hovedbanegård tegnede han mange banegårde rundt om i landet, bl.a. Helsingør og Brande. Wenck har også tegnet de kendte og markante banegårde i Esbjerg og Odense, Østerport Station og Århus Banegård.

Københavns Hovedbanegård blev taget i brug i 1911, og selve bygningen er fredet i dag.


Fakta om Atkins
Atkins er en rådgivende ingeniørvirksomhed, som blev etableret i 2001 som datterselskab af en af Europas største rådgivere, den internationale koncern Atkins Plc. med ca. 14.000 ansatte. Atkins har omtrent 300 ansatte i Danmark og Sverige. Samlet set udgør Atkins og Atkins Plc. en af verdens mest vidende rådgivere inden for transport, industri og miljø. Atkins har herudover stor, international erfaring med partnerskaber, outsourcing og facility management.

Verdens eneste 7-stjernede hotel, Burj al Arab i Dubai, er blot ét af utallige eksempler på komplicerede opgaver, Atkins har løst - og fortsat løser - over hele kloden. London Underground er et andet godt eksempel.

Atkins' hoveddomicil i Danmark ligger i Ørestaden, og virksomheden har også en afdeling i Århus.


For yderligere oplysninger, interview, billedmateriale etc., ring venligst til:

Afdelingsleder Jens Christian Jensen: Direkte telefon: 82339662 / mobiltelefon: 27116261

Kontakter


Emner


Motor