PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/spil-for-livet-16997

Spil for livet

Pressemeddelelse oktober 30, 2013 Medicinal

Forskere starter storstilet forsøg for at undersøge om opmærksomhed og hukommelse kan forbedres med computerspil

Hjerneforskere fra Institut for Psykologi på Københavns Universitet starter lige nu et storstilet forskningsprojekt for at undersøge om det er muligt at forbedre hukommelse og opmærksomhed ved at spille computerspil, på samme måde som man kan træne en muskel ved at bevæge sig.  Nylige studier fra USA har vist, at en 80-årig gennem træning kan opnå samme præstation som en utrænet 20-årig inden for opmærksomhed og hukommelse gennem kortvarig men intensiv træning med specialudviklede computerspil. Selvom fysikken bliver sværere at holde ved lige med alderen, behøver det altså ikke at gå ud over hvad der foregår inde i hovedet!

Forventningerne til projektet er store, da projektet kan give vigtig indsigt i hjernens potentiale, og afsløre hvordan man kan holde den sund og skarp gennem hele livet. Endvidere kan resultaterne være med til at bane vejen for nye effektive computerbaserede værktøjer til træning af opmærksomhed og hukommelse. Værktøjer som i en nær fremtid kan få stor betydning for almindelige mennesker i alle aldre, samt for genoptræning efter f.eks. hjerneskade. Dermed kan projektet måske sætte sit eget lille præg på menneskehedens fremtid.

I forskningsprojektet skal forsøgspersoner i alderen 60-75 år spille et specielt designet computerspil som er udviklet i et samarbejde mellem Brain+ og Københavns Universitet til at træne opmærksomhed og hukommelse. Personerne skal spille 30 minutter om dagen over en periode på seks uger i november og december 2013, hvor forskerne holder øje med deres fremskridt. Deltagerne gennemgår en række anerkendte psykologiske tests af hjernen både inden og efter træningsperioden, som skal vise om forbedringerne er generelle og forbedrer hjernens evner til at udføre andre opgaver end selve spillet. Ialt deltager 100 forsøgspersoner i projektet.

Det er forskningsteamet BRATLab (Brain Rehabilitation , Advanced Technology and Learning Lab), der står for det krævende projekt. Inge Wilms og Simon Nielsen, begge PostDocs ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet, står for den overordnede ledelse og eksekvering. Inge Wilms har i en årrække forsket i hjernetræning ved brug af avanceret teknologi og har for nyligt publiceret en artikel om markante effekter af action games. Teamets arbejde understøttes tillige af Professor Jesper Mogensen og Overlæge Derk Krieger.

Se mere ved at klikke på følgende link:

http://www.psy.ku.dk/Forskning/Fokusomraader/bratlab/undersoegelse/

Se pressemappe på følgende link:

http://www.brain-plus.com/da/presse-kit/

----- 

Baggrund om Brain+

Brain+ er et banebrydende samarbejdsprojekt mellem erhvervsfolk, spiludviklere og hjerneforskere fra Københavns Universitet. Projektet fokuserer på at udvikle og forske i videnskabeligt baserede, motiverende og effektive værktøjer til hjernetræning for mennesker i alle aldre, samt til behandling af forskellige hjernerelaterede diagnoser, herunder hjerneskade. Projektet er støttet med syv millioner kroner af Markedsmodningsfonden.

Brain+ frigav i Juli 2013 en App til iPad og iPhone med de to første øvelser som træner hjernen for mennesker i alle aldre. App’en blev landskendt fra bl.a. DR1 Aftenshowet og rundede hurtigt 30.000 downloads, alene i Danmark. De første to spil træner to af hjernens helt fundamentale evner: Opmærksomhed og hukommelse. I det ene spil – Kaptajnens udfordring – træner brugeren sin opmærksomhed og arbejdshukommelse for at kunne styre sit skib sikkert igennem et farefuldt hav. I det andet spil – Husk mig – træner brugeren sin langtidshukommelse til bedre at kunne huske personlige informationer om en masse nye mennesker. Et tredje spil er på trapperne til træning af planlægnings- og problemløsningsevner. En række andre hjernetræningsøvelser er under udvikling og løbende vil blive frigivet.

Brugernes anmeldelser i AppStore: 

”Genialt! Ikke mindre end fantastisk. Kan i min hverdag mærke at jeg er meget mere opmærksom når jeg bl.a. læser. Kan kun anbefales.”

”God ide med træning og de gode forklaringer bagved. Det er aldrig for sent at lære noget. Jeg er spændt på at se hvad der gemmer sig i fremtiden” 

”Jeg synes, at jeg er blevet bedre til at huske faktuelle oplysninger om personer, som jeg tilfældigt kommer i kontakt med, ganske godt!

Kontakter


Emner


Medicinal